”Har du et godt ord?” Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 11. februar 2010 07:09



”Trøst, ja trøst mit folk, så siger eders Gud.”  (Esajas 40:1)


Ja, sådan spørger altid en af mine ældre venner enten i telefonen el. under besøg.  Har jeg et Guds ord, venter der os en rig, opbyggelig stund af just den art, man i gamle dage kalde ”Åndens samfund”, men som menneskecentrerede, religiøse kirketroende idag ikke véd, hvad er.

Jeg havde en psykisk syg moster, anbragt på et godt plejehjem på Sorø-kanten, som med mellemrum ringede mig op for at sige:  ”Jørn, jeg har et ord til dig!”  Og så læste hun op fra sin Bibel et bibelord, hun følte, at netop jeg skulle have.  Det mærkelige var, at denne syge moster ofte gav mig et ord, som jeg netop trængte til at høre.  Hun er for længst hos Herren, men hvilket dyrebart minde jeg dog fik gennem denne troende kvinde.

Senere hen har jeg ofte spurgt mig selv:  Hvor mange har gennem årene mon ringet mig op blot for at fortælle mig om et godt ord, jeg skulle få?  Helt ærligt, jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om nogen.  Opringningerne går hellere på melodien:  ”Hvor´en går det?”  Og det er fint nok.

Da jeg var ung og ny i troen og havde fødselsdag, var det altid noget ganske særligt at få en fødselsdagshilsen fra enten en troende slægtning eller ven, hvor der i brevet stod, at de havde ”fået” et specielt ord til mig.  Det betød mere for mig end noget andet – åndelig hungrig som jeg var.

Jeg kendte engang en benådet skotsk/norsk forkynder, Angus McKinnon, som bad denne bøn med citat fra Es. 50:4, når han skulle besøge en syg ven el. udøve sjælesorg:  ”Herren, giv mig en ”lærlinges tung, at jeg skulle vide at styrke de trætte med ord.”   Man sagde om denne Guds tjener, at hans liv var som en rindende kilde, hvor Guds ord vældede frem med friskhed og kraft.

I den ligeså benådede forkynders, Th. Mundus´ første Bibel, som jeg har arvet, havde han skrevet forskellige, nyttige råd til sig selv.  Et af dem lød:  ”Sig aldrig, at du ikke har noget at sige.”  Hans pointe var tydeligvis, at det gjaldt om at leve så godt med Herren, at du altid havde noget at give.

”Har du et godt ord?” spørger min skrøbelige, svagt seende ven.  Tager Herren hende bort før jeg selv, vil jeg med taknemlighed tænke tilbage på de stunder, hvor vi styrkede hinanden med Guds ord, fællesbøn og åndelige sange.  Jeg håber, du også har det sådan dér, hvor Gud har sat dig i livet.

-jn-

d. 11.2.10