(min ØK-chefs ord til mig i min ungdom)

I mine yngre dage blev jeg engang inviteret til møde med daværende Kristeligt Folkeparti i et udvalgsværelse på Christiansborg under afdøde Christian Christensens ledelse.  En række ledere fra diverse frikirkesamfund var også inviteret.   Formålet var at spørge frikirkelederne, hvad KF evt. kunne gøre for dem på Christiansborg.  Den ivrige samtale drejede sig udelukkende om penge, om evt. økonomisk støtte, fradragsordninger, m.m. i det kirkelige arbejde.

Under den efterfølgende beskedne arbejdsfrokost sad jeg ved siden af den elskelige, hjertevarme overlæge Inge Krogh, som jeg også en gang har bedt sammen med, - en modig og vovemodig politiker, der i øvrigt sidste år fyldte 90. Jeg mindes hende altid med oprigtig glæde.

Under selve ”forhandlingsmødet” husker jeg, hvordan jeg pludselig frøs, åndeligt talt.  Her sad jeg sammen med spidserne af dansk frikirkeliv som intet åndeligt el. kristeligt havde at sige, intet Guds ord have at dele, ingen bøn havde at bede – kun ivrige efter at fremføre andragender af økonomisk art. 

Jeg tog mod til mig, læste nogle ord fra min Bibel (som jeg i øvrigt mutters alene sad med ved bordet) og gjorde mine fromme trosfæller opmærksom på, at det ikke var vore politikere på Christiansborg, der skulle gøre noget for os, men tværtimod os, der skulle gøre noget for dem ifg. Guds ord (1. Tim. 2:1-4).  Derfor bedes der også for dem hver søndag i kirkerne. 

Iskolde ”vibrationer” slog mig i møde.  En af lederne ”kvalte” mig i opløbet ved at kalde mig ”følelsesbetonet”, og så gik det ellers løs igen med pragmatisk økonomi.

Jeg tog hjem, husker jeg, tom og frustreret.  Jeg vidste jo, at disse frikirkeledere sikkert den kommende søndag i deres diverse kirker ville optræde meget ”åndeligt”, salvelsesfuldt og ”helligt”, men min oplevelse af dem på Christiansborg var lidt af en ”kold dukkert”, et antiklimaks.

Findes der på Christiansborg nogen som helst genfødte politikere?  I så fald er vor bøn, at de i påkommende tilfælde, og når anledning gives, må lade flaget for vor Herre Jesus Kristus gå til tops og ikke bare tale ”tandløst” og forblommet om ”kristne værdier”, ”kristen kulturarv”, ”værdibaseret politik”, osv. osv.  

Den færøske præst Johan Nielsen tog engang på Folketingets talerstol modigt sit Ny Testamente frem i en hidsig debat om abortlovgivningen, men blev hurtigt kulet ned.  Men mandsmod viste han da (og han kom endda ikke en gang fra ”de kristelige”). 

O, om andre ville lade flaget gå til tops.  ”Hold fanen højt”, sagde min ØK-chef altid til mig i gamle dage uden at mene noget religiøst med det.  Men ja og atter ja! Hold fanen højt med kristent fortegn, ikke som moralister, ”værdipolitikere”, etik-prædikanter el. filosoffer, men som frimodige efterfølgere af vor Herre Jesus Kristus.

Ikke blot i en beskyttet kirke, men dér, hvor det virkelig gælder!

1.9.11 - jn