Forside Klummer Stormagtsmøde
Stormagtsmøde Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 13. februar 2010 04:48



”Hvor liflige er fodtrin af dem, som bringer glædesbud!”  (Rom. 10:15)

Plejehjemsbesøg er nok ikke det sjoveste, der findes.  Men sjovt skal livet helst være.  Det er derfor, vi har TV, hvis hovedformål er sjov.  Derfor går vi også i kirke, måske ikke for at have det sjovt under prædikenen (selvom præsten ofte anstrengt prøver at være ”morsom”), men for at have det sjovt bagefter og få larmende grinet løs.

Men givende kan et plejehjemsbesøg være.  Selvfølgelig er det trist at se plejehjemsbeboere sidde dér og kigge tomt ud i luften, mens TV´et kører og kører. Ingen samtaler med hinanden.  Men som Kristi sendebud er også dine fodtrin ”liflige” og er altid ved Guds nåde som et frisk pust.

Når jeg besøger en ældre enke dér, kan samværet begynde med, at jeg siger til hende:  ”Nu skal vi igen have stormagtsmøde!”  Det fremkalder smilet hos hende, men hun véd, hvad jeg mener.  I går sagde hun:  ”Nå, skal vi så have stormagtsmøde?”  Ja, og det fik vi.  Jeg sagde til hende: ”I Herrens nærhed vil du ikke bytte dit enkle rum med Amalienborg Slot!”  Hun lo indforstået.

Et par ældre, troende damer var også på besøg. Jeg fortalte dem, hvor dum jeg engang var.  ”Allerede som ca. 12-årig funderede jeg på, hvad der ville ske, hvis jeg døde.  Men så tænkte jeg:  ”Jeg har jo Morfar.  Måske vil jeg blive lukket ind i Himlen p.gr.a. ham!”  -  ”Synes I ikke, det var dumt at tænke sådan?”, spurgte jeg.  Nej, det var da fint, mente den ene af kvinderne.  Men jeg protesterede.  Der kom en dag, da jeg indså, at Morfars tro ikke var nok.  Jeg prøvede at samtale videre, men uden held.  De besøgende kvinder blev urolige og ville hjem.  Åndens samfund manglede.

Udenfor den ældre enkes stue, ved bordene og i dagligstuen fik jeg kontakt med flere.  En af de kvdl. beboere er fra Brasilien.  Det fik mig straks op på mærkerne, og jeg prøvede mig med lidt portugisisk, som jeg desværre for længst havde glemt.  Men jeg kunne da synge et lille evangelisk kor på portugisisk for hende og bl.a. citere Joh. 3:16.  Hun lyste op.  Jeg lovede, at vi skal tale mere portugisisk sammen, når jeg kommer igen.

Er plejehjemsbesøg ikke sjovt?  Nej, det er det ikke og skal heller ikke være det.  Men det kan berede stor glæde.  Ak, folk vil hellere have sjov.  Som Arne Garborg, den berømte norske digter, sagde:  ”Når mennesket mister evnen til at glæde sig, må det nøjes med sjov (moro)!”

Jeg glæder mig til næste ”stormagtsmøde”.  Forresten, hvor tror du, jeg fandt den største udfordring?  Hos de missionske, fromme kvinder, som jeg ingen åndskontakt havde med – eller hos den ensomme kvinde fra Brasilien, hos hvem Joh. 3:16 måske har anderledes gehør? 

Ja, du har lov at gætte.

-jn-

d. 13.2.10

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)