Dette er titlen på et lille H.C. Andersen-eventyr fra 1838, læst på under 5 minutter, og som synes at være et genialt (men ikke helt retfærdigt) opgør med Søren Kierkegaard, der tidligere havde nedsablet den store eventyrdigter i sit skrift ”Af en endnu Levendes Papirer”, som nærmest konkluderede, at H.C.Andersen var en digter uden ”livsanskuelse” og derfor kun ”en digterisk figur”.  H.C.A. kunne trøste sig med, at dette skrift var så ulæseligt og utilgængeligt, at det vist kun var S.K. selv, der forstod det.  H.C.A. prøvede på det og tog sig kritikken meget nær.

Hvis eventyret handler om Andersen og Kierkegaard, hvad de lærde dog skændes om, er sneglen S.K. og rosenhækken Andersen selv.  Sneglen har nok i sig selv, er optaget af sin egen selvudvikling og selvfordybelse og foragter både verden og rosenhækken, som intet betydningsfuldt udrettede andet end at sprede duft og glæde, men uden dybsindigt ”at gøre rede for sig selv”.  Men det kunne sneglen i sit lille, selvtilstrækkelige sneglehus.

Både H.C. Andersen og Søren Kierkegaard satte naturligvis tingene vildt på spidsen.  Men Andersen havde en pointe til eftertanke og selvransagelse.  Vi kan være så dybsindige og intellektuelle (og derfor jævnt kedelige!), at rosenhækkens vellugt, spontanitet og umiddelbarhed mangler.  I mit eget ægteskab er nævnte eventyr relevant.  Min lille viv er som rosenhækken, aldrig selvbeskuende el.”intellektuel” (dog i høj grad intelligent!) men optaget af andres nød, at sprede smil og glæde, lindre, hvor hun kan, gå på sygebesøg, etc.  Hun gør gang på gang sin husbond til skamme.

I forgårs kom hun hjem fra indkøb.  ”Jeg må afsted igen”, sagde hun, rød i kinderne, ”jeg så i kulden et grædende barn, som ikke kunne komme ind i huset, fordi der ingen var hjemme.”  Hun havde prøvet at trøste den lille, givet hende en ”20´er” og måtte nu tilbage for at se, hvordan det var gået.  Heldigvis var barnet nu kommet ind i varmen, hvilket min kone konstaterede ved at ringe på for at forklare sig nærmere.  Men mange andre gifte mænd oplever sikkert noget lign. med deres uegennyttige hustruer, som vi mænd (nogle underlige snegle!) slet, slet ikke har sat nok pris på.

”Mine venner, hvornår er I mænd sidst kommet hjem til jeres koner med et stykke Anthon Berg-marcipanbrød?” spurgte udfordrende en indbudt taler ved et stuemøde her i Næstved for mange år siden.  Jo, jo, han rørte nok ved et ømt punt.  Sådan som ”Sneglen og rosenhækken” gør det.

-jn-

9.1.10