Den fortvivlede sjæl kan meget vel identificere sig med ordene i Rom. 7:24: ”Hvem (og ikke bare hvad) skal fri mig fra dette dødens legeme?”

Sådan kan selv en kristen spørge, der forgæves og uden held prøver at leve op til en hellig, kristen standard, som ustandselig blokeres af ”synden, som bor i mig”  (Rom. 7:17), dvs. den iboende syndenatur, som ikke vil blive udryddet i dette liv.  Det gælder selv den frommeste kristen.

Nogle (og jeg har kendt nogle) har valgt den sidste udvej, nemlig selvmordet med tilbuddet om såkaldt ”aktiv dødshjælp”, men intet menneske iflg Bibelen kan bortskaffe sig selv.  Herom er Bibelen klar.

Findes der et godt svar på vor elendighed, hvad end det er religiøst el. et nedarvet onde (1. Pet. 1:18), som en overgang skræmte mig?  Den frelsende udvej behagede det Gud at lade mig finde i de gode nyheder om Jesus Kristus som den sande ”udvej” – og ikke i en skrøbelig slægt.  Paulus vidner::  ”Gud ske tak ved (el. på grund af) Jesus Kristus, vor Herre!” Dette er ikke noget mantraord, som fremsiges for at give lindring.

Apostlens taksigelse gælder noget mere solidt, nemlig hvad Gud har udrettet for selv den mest elendige og al den elendighed, der med syndens herredømme er fulgt i dets kølvand.

Elendigheden i os udryddes ikke nu, men den opstandne Kristus er dér i ordet, som vi ved tro tilegner os (Rom. 10:6-10) Han er den frelsende og befriende tilstedeværelse levendegjort ved Hans Ånd, der som livets Ånds lov neutraliserer (men udrydder ikke) syndens og dødens lov. Rom. 8:2 -   Derfor kan den plagede sjæl, uanset hvad plagen er, gå til Ham med det alt sammen med bøn om at Guds Ånd vil gøre Ham stor for os. Den bøn hører Gud.

21.7.24 - jn