I nuværende flytterod dukkede et kært lille arvestykke op, - et lille lommeur med kæde til at fastgøre på min vest, når jeg skal være ”fint” klædt på, hvad der forhåbentlig endnu bliver brug for det.

Det lille lommeur tilhørte min norske svigerfar, som han gik med som ung for over 100 år siden.  P.gr.a. denne hædersmand omfatter jeg det med særlig pietetsfølelse.  Han slog ikke ud med store fagter, når det gjaldt hans kristendom, som jeg dog oplevede som ægte og uskrømtet.

Nu holder jeg det bortkomne lille ur i hånden og trækker det højtideligt op hver dag.  Det trækker jo ikke sig selv op, da det er fra en tid, hvor man ikke kendte til batteridrevne ure, - digitalalderen lå i det hele taget uvirkeligt fjern fra min svigerfars verden og studietid i Tyskland.

Det lille lommeur kan tale til mig som kristen.  Heller ikke jeg kan trække mig selv op.  Det må ske udefra eller ovenfra dagligt med Åndens fylde.  ”Lad jer fylde af Ånden”, siger ordet (Ef. 5:18).  Det er jo Ham, der beder om lov til at gøre det med os.  Hvad fylder Han os med? Svar:  Jesus Kristus!

Vi skal ikke ”trækkes op” for at kunne ”gå” så og så lang tid, så her halter sammenligningen med det lille lommeur.  Som Kristus-troende lader vi os fylde og påfylde stund for stund over en åben Bibel og til en Åndens vandring  (Gal. 5:16) 

Ånden kan dog bedrøves (Ef. 4:30) men det er et internt anliggende, som genoprettes ved vor syndsbekendelse, hvad du og jeg har brug for – også apostlen Johannes, når han siger:  ”Når vi bekender vore synder, er Han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.”  (1. Joh. 1:9).  Han taler om vore synder, ej om andres. 

Ja, Ånden kan bedrøves, men et genfødt menneske er dog stadig beseglet med Kristi Ånd ”til forløsningens dag” og ikke bare ”indtil videre”.  Forløsningens dag er fuldendelsen i den kommende herlighed, hvor der ingen synder vil være at bekende.

24.7.24 - jn