Forside Artikler Omplantning
Omplantning Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Onsdag, 14. august 2024 08:16

Et ældre, skrøbeligt ægtepar som vi jo er på 82 og 87 år hører nok mere naturligt hjemme på et plejehjem end at gå med til en brutal, afvæbnet omplantning fra Næstved til et nyt kompleks i Skovlunde i bekvem gå-afstand til datter og svigersøn, som i denne turbulens er os til stor hjælp.


Det, man kalder ”at komme i orden” med flyttekasser, der venter på at blive åbnet, er stadig en stor udfordring, men hjælpende ”engle” har Herren sendt til os.  Dette nye sted tror jeg skal blive et velsignet åndehul og ikke et lænkernes fangehul.

På en væg ved min seng hænger et bibelord, smukt indrammet:  ”Min hjælp kommer fra Herren”  (Sl. 121:2), som i min barndom hang i spisesalonen hos min velstillede morfar og mormor på Frederiksberg.  Det er måske henved 100 år gammelt.  Slægtsbilleder er også hængt op på mit værelse. 


Disse detaljer giver mig en fin anledning til at vidne om Herren og Hans frelsende hjælp gennem et nu et langt liv.  En lind strøm af sundhedspersonale får ofte et vidnesbyrd om, hvor lykkelig jeg er som en frelst synder  i Kristus trods en mindre lykkelig, skrøbelig og faldefærdig krop.


Som fx i forgårs.  2 søde damer kom fra kommunen for at samtale med os.  De smilede venligt til mig, når jeg nævnte navnet Jesus Kristus, især den ene, som p.t. er under oplæring.  Hendes væsen  var af en anden verden.  Til sidst bekendte hun kulør som en sand medkristen, der i øvrigt kendte til vor familie fra deres fælles frikirke, hvor hun i øvrigt er gift med en af dens forkyndere.


En så herlig oplevelse har jeg ikke haft på den måde før, og jeg måtte fryde mig med taksigelse til Herren.  Dette er måske således en glad, åndelig indgang til Skovlunde Bymidte, måske ligefrem med et profetisk skær.  I morgen søndag bliver jeg hentet og bragt af en ”kirkebil” (ligesom i Næstved), og jeg forventer et godt, kristeligt forhold til begge kirker.


Men altså ikke bare i rollen som en høflig diplomat uden evangelisk brod og uden omvendelsens ”must” – men dog i spændt forventning til Herren.  En kristen ven har netop tilbudt os kørelejlighed til et opbyggeligt samvær i Rødovre, så jeg kan næsten sige som David:  ”Snorene faldt mig på liflige steder!”  (Sl. 16:6).  Lad os være obs på vore naturlige vidnemuligheder, thi ”det personlige vidnesbyrd er det stærkeste bevis på kristendommens sandhed” (ord af John Wesleys far til sin søn).  Lad det være en opmuntring også for dig, kære Kristus-troende ven!  10.8.24 - jn 



Hj.h. Jørn Nielsen

Klik her for bestilling af min nye bog:

https://publishapp.saxo.com/books/366480 


 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)