Jeg er i Kristus evigt frelst af nåde ved tro (Ef. 2:8), men denne troens gave er ikke lig med nogen letkøbt ”halleluja”-tro, thi Kristus-troen er under stadig belejring af mørkets magter rettet mod din og min frelste sjæl, der dog er forløst (dvs. sat i frihed) ved Jesu blod. (Ef. 1:7).

Dog tror jeg, at den gode Helligånd i denne strid utrætteligt peger på Kristus som det nærværende, klippefaste svar på den sårbare sjæls forladthedsfølelse i hver vor lidelsesfulde Getsemane-ensomhed, som ingen Kristi efterfølger undgår i sit trosli, men Herren véd, hvad vi hver især kan tåle.  (1. Kor. 10:13).

I denne ”belejrede” tilstand bliver min Kristus-tro ikke et ekstatisk halleluja-liv, men snarere en besindig tros-trods, der trods min egen elendighed lærer at kaste troens anker udenfor mig selv, thi i mig bor intet godt, men i Kristus og Hans frelse er alt såre, såre godt. 7:24-25)!

Her kan vi så tale om troslivets forunderlige og velsignede paradoks:  Thi set i det lys (og kun i det lys) bliver min dyrebare Kristus-tro forunderligt nok også en ”halleluja-tro”.  Men for dem, der ikke kender Kristus (Joh. 17:3), er denne tale måske både selvmodsigende og ren dårskab.

Men står du, min ven, midt i denne åndelige ”ildkamp”, og bekender du dig i din fortabthed til vor Herre Jesus Kristus som din nødstedte sjæls absolut eneste Frelser, så fat med mig nyt og trøsterigt mod!  Lad Kristus nu som altid udgøre den forløsende forskel!   -  1.6.24 - jn