Det korte svar er: Meget!  Ufatteligt meget! Religiøsiteten optræder i så mange charmerende skikkelser, at den kan være så godt som umulig at gennemskue.  Den spænder nemlig i sin selvsikkerhed såre vidt.

Den trives fx godt blandt vanemæssige kirkegængere uden noget personligt forhold til Guds ord, men den optræder også og endnu mere besnærende hos velfunderede, selvretfærdige teologer, som med al deres lærdom er næsten umulige at ”skyde igennem”.  Vi får tit hos dem kun et overbærende smil! 

De bruger ofte samme ord som Jesu efterfølgere med et påtaget, acceptabelt ”gudsfrygts skin” (2. Tim. 3:5).  Herom vidner Joh. 2:24-25, som fortæller om mange, der var kommet til tro på Jesus under en påskehøjtid, ”men selv betroede Jesus sig ikke til dem…”  dvs. Han havde ingen åndelig livsforbindelse med dem, thi, ak, de var kun religiøse.

Kirkerne vrimler med dem og betyder dem, at de i kraft af barnedåben allerede er ”Guds kære børn”, der beroliges med præstens sammenflikkede og nedskrevne ord.  Men sådan har det ikke altid været.  En præst på Frederiksberg sagde engang:  ”Vi er alle født med ryggen mod Gud og må derfor omvendes – også de barnedøbte”.  Sådanne nidkære præster læser vi heldigvis stadig om i både dansk og norsk kirkehistorie.

En sådan prædikant var evangelisten, Billy Graham, der blev kaldt  ”Hele Amerikas pastor”, og som lidenskabeligt forkyndte til sin religiøse samtid  det samme som Jesu gjorde i Joh. 3 til teologi-professoren, Nikodemus:  ”Du må fødes på ny!”  Religiøsitet og god teologi var ikke nok og har aldrig været det.  Dens selvbedrag må der stadig advares alvorligt imod!

Var det ikke det, Jesus gjorde? Det må også Hans efterfølgere gøre som troværdige  vidner.  8.5.24 - jn