”Sorrig og glæde de vandre til hobe…”  (DDS 46, Kingo)

Jeg lyttede i går til radiosnak om psykologi, psykiatri og neurobiologi for at kloge mig på, hvad eksperter siger om tidens sjælenød, som Gud i sit ord dog svarer forløsende på.  3 gange spørger Bibelen: ”Hvad er et menneske?” dvs. som menneske ledsaget af Guds svar m. indre lægedom. 

 Kristus-troende kender Ham som vore ”sjæles Hyrde og Tilsynsmand”  (1. Pet. 2:25).  Eller gør vi?   Læger Han også syge sjæle? Vil Han gerne det?

Tør jeg virkelig skrive sådan med mit kendskab til også gode kristnes sjælelidelser?  Er også de slavisk henvist til konsultation hos ”eksperter”?  Morgenens radiosnak indrømmede, hvor lidt de reelt ”kan”, når alt kommer til alt.  Vidste du, at mange af dem selv er psykisk syge og tager nervemedicin? Det var nyt for mig, da jeg første gang hørte herom i USA. 

Men Salmerne taler om sjælehjælp. De kendte ikke til den højt besungne naturvidenskab, men taler hellere om Herrens nærvær.  Salmisten i 46:2 vidner herom:  ”Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde!”  (Sl. 46:2) ”Angst” er idag et meget aktuelt ord i psykologien.

Paulus taler personligt i 2. Kor.-brev om svære, psykiske lidelser, men ej om apatisk selvopgivelse.  ”Vi lider trængsel”, skriver han om ”en overvældende byrde, der oversteg vore kræfter”, og videre:  ”Ja, i vore egne tanker havde vi fældet dødsdommen over os selv (uden tanke på selvmord!), for at vi ikke skulle sætte vor lid til os selv, men til Gud, der opvækker de døde”  (2. Kor. 1:6-9). Se andre lign. steder i hans breve.

Dette skriver jeg som medlidende, i håb om trøst til en anden prøvet medkristen ”med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud”  (2. Kor. 1:4) dér hvor alene trøsten findes, nemlig i vor Herre Jesus Kristus!

12.4.24 - jn