Enhver uhildet jurist, må ud fra lidelseshistoriens troværdighed nøgternt konkludere, at korsfæstelsen af Jesus af Nazaret uden sammenligning var verdenshistoriens største justitsmord. 

Men jødiske rabbinere i dag vil ikke give mig ret.  Jeg hørte fx daværende overrabbiner Bent Lexner (leder af synagogen 1996-2014) erklære på TV for en del år siden ved juletid, at henrettelsen af Jesus må forstås ud fra den kendsgerning, at Jesus ikke indfriede de forudsagte, profetiske Messias-forventninger.  ”Mit rige er ikke af denne verden”, havde Jesus svaret på Pilatus´ spørgsmål:  ”Er du jødernes konge?”  (Johs.ev. 18:33-36).

Sådan taler da ikke en Messias!  TV-indslaget fokuserede på julens Jesus-barn.  Det jødiske rabbinat kunne gerne godtage ordet ”Frelser” som magtfuld ”befrier”, men ikke som den, der ifg. Matt. 1:21 skulle ”frelse sit folk fra dets synder”.  Dog var det først og sidst derfor Han kom med fred til syndige, fredløse hjerter.

Og her er paradokset:  De lidelser, der påførtes Jesus som påskens offerlam blev os syndere til frelse.  Apostlen Peter vidnede herom med ordene:  ”Han bar vore synder på sit legeme på korsets træ”  og:  ”Vi fik lægedom ved Hans sår.”  (1. Pet. 2:24) som  værende selve livsnerven i vor fælles trosbekendelse.

Med hvad med Messias-riget?  Herom taler Bibelen også, men først måtte verden høre påskelammets ”Det er fuldbragt!” hvis frelsende ord vi frit kan tage imod eller forkaste.  Bønnen i fadervor ”Komme dit rige” er ikke glemt, men sker i rette tid efter Guds fastsatte plan.  Håbet om en kommende Frelser med ”magt og megen herlighed” er med i trosbekendelsen.  Her i påsken vil jeg fremsige den ekstra højt

.

God påske da!