Melodi:  Som tørstige hjort monne skrige…  (DDS 410)

Jeg kan af mig selv ej udrede

det døgnstøv jeg let filtres i,

i enrum jeg derfor må bede,

at Han mig det ord vil tilsi´,

at Han i Guds Søn sammenfatter,

hvad verdslighed aldrig erstatter,

thi den har ej livsfyldens fred!

Ej verden mig skal overile,

fordækt er dens glæder som sorg,

men når jeg i Kristus kan hvile,

min sjæl dér har tilflugtens borg,

lad bjerge og klipper kun revne,

de har dog slet ej nogen evne

at skadeliggøre min sjæl!

Jeg sjælens uro vil da lægge

på Ham, der påtage sig vil

mig med ørnevinger at dække,

når ulykker spidser sig til,

for hvilke de gudløse ræddes

med miner, som ikke kan glædes,

men dopes af morskab og leg!

O, lad mig som fremmed i verden

i Kristus udleve mit kald,

så jeg her i hele min færden

må hylde Guds Søn som mit valg,

og når jeg snart rejser op hisset,

herom jeg kan være forvisset:

Med smil Han mig tager imod! 

22.1.24 - jn