Forside Artikler Den nye fødsel - et ”must” for både jøder og hedninger
Den nye fødsel - et ”must” for både jøder og hedninger Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Tirsdag, 26. marts 2024 09:50

Kristus-troende kristne kan ikke lade være med at føle,  at de med Hans livgivende ord i sig ofte er mere jødiske end jøderne selv.  Jeg fik engang sagt til en sympatisk jødisk kvinde ved et Israel-stævne på den jødiske Karoline-skolen i Hellerup:  ”For Gud er vi alle jøder!” Det bifaldt hun 

 Selv tænkte jeg på ordet i Rom. 2:28-29: ”Jøde er ikke den, som er det i det udvortes,… men jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven;  Han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud!”

Dette indre værk ved Ånden talte Herren udførligt om med Nikodemus.  Han kaldte det blive født på ny (Joh. 3:3) som et ”must” for både jøder og hedninger, -  Nikodemus var jo ”en af jødernes rådsherrer” (v. 1), men havde han været ikke-jøde ville det med ”hjertets omskærelse” og ”den ny fødsel” stadig være en aktuel forudsætning for at ”se Guds rige”. 

”Du må fødes på ny!”  (v. 7) har efter sigende været Billy Grahams tekst mere end nogen anden bibeltekst, når han forkyndte omvendelse for de mange tusinder, han fik lov at tale til.  Jeg hørte ham første gang i KB-Hallen i 1957, og på vej hjem fra mødet kunne man indbyrdes talte om, hvad det mon ville sige at blive ”født på ny?”

Dette er den smalle vej til evig frelse, som er ens for alle trods etnisk baggrund, kirkeforhold, gejstlig status, lærdom el. et vanemæssigt fadervor el. en trosbekendelse.  Alvoren indser de færreste.

Det betyder ikke, at Gud ikke mere har nogen plan med jøderne, hvis land Gud mange steder i Bibelen kalder ”mit land”. Dets udvælgelse har Gud ikke fortrudt (Rom. 11:28-29) som skrevet står:   ”På hin dag skal Jakob slå rod, Israel skyde og blomstre og fylde verden med frugt!”  (Es. 27:6)

Den plan står ved magt, men fritager IKKE nogen for en personlig omvendelse til Messias (Jesus Kristus) som de fortabtes eneste Frelser.  Det vil ske for jøderne (Zak. 12:10), og det må ske personligt for alle uanset hvem vi er. 

5.1.24 - jn


 
Copyright © 2025 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)