For adskillige år siden, mens jeg endnu var i god form, blev jeg kaldt op til mit dagblads, ”Sjællandskes” redaktion, hvor jeg blev spurgt af den sympatiske og ansvarlige debat-redaktør: ”Hvad er egentlig dit åndelige ståsted, Jørn?”

Jeg tror, Herren gav mig visdom til at give dette svar:  ”Jeg vil aldrig komme til at skrive noget, som er i modstrid med vor fælles, kristne trosbekendelse!”  

Det svar ”købte” de straks med disse venlige ord:  ”Ja, for vi ville have det vanskeligt med at skulle tage hensyn til en eller anden minoritetsgruppe”, men dér befandt jeg mig ikke og gør det ej heller nu.  Jeg holdt mit ord, selvom min Kristus-tro har givet mig mange vrede modstandere i terrænet. Men avisen er mig fortsat venligt stemt.

Trosbekendelsen lyder hver sø., og jeg fornærmer nok ingen, når jeg siger, at det sker som et dødt ritual, der blot skal overstås.  Tænk, om Ånden fik lov at sætte en tændstik til!  Det tror jeg dog var sket i mit hjerte, da jeg på sygehuset i november kendte mig båret af dette evangelium, som jeg kunne vidne om overfor de måbende ”hvide engle”, som jeg kalder hospitalets mange kærlige, men alt for travle hænder.

”Udsluk ikke Åndens ild” (1. Tess. 5:19)  står der i en engelsk Bibel, thi hvis det sker, bliver trosbekendelsen kun et dødt dokument uden nogen vækkerrøst, uden hvilken kirken dør og dens kristendom går til grunde, men ak,  uden selv at opdage det.

14.2.24 - jn