Jeg lyttede engang til Billy Graham i en kirke i England.  Hans emne var ”Kristi blod”.  Det gjorde indtryk på mig, da et vækkelsesbudskab om korset og det dyrebare blod ellers ikke er hverdagskost i vor lutherske folkekirke,  og sikkert heller ikke i ”The Church of England”.

Billy forkyndte den pris, - blodet -  der  betaltes for os.  Dette optager mig især nu tæt på evigheden, som enhver genfødt kristen ser frem til med den frimodighed, vi har ”ved Jesu blod” (Hebr. 10:19).

For de, der i forhærdelse ikke vil indtage samme plads ind for Gud som den angrende tolder, der sagde:  ”Gud, vær mig, synderen, nådig”  (Luk. 18:13) –  ja, for disse tegner der sig et andet alvorligt ”derefter” efter døden.  Bibelen siger:  ”Det er menneskenes lod én gang at dø og derefter at dømmes”  (Hebr. 9:28), dvs. af universets højeste, retfærdige, inappellable domstol, som både du og jeg vil finde evigt retfærdig.

Der er derfor ingen grund til at tale letsindigt om ”dommedag”, som ikke-troende ind imellem gør, ej mindst som underholdning i radio og TV.  Det ville de ikke gøre, hvis de forstod bare lidt af alvoren bag dette ”derefter”.

Kirkerne forkynder stort set et blodløst evangelium, selvom der i nadverritualet er nedfældet de statsautoriserede ord om ”Jesu blod, der har gjort fyldest for alle vore synder”.  Hvad nytter det, hvis de blot hænger i luften uden at nå ind til et omvendt hjerte?

Hele kap. 53 hos Esajas om Jesu død for os er gennemvædet af Hans blod, sagde Spurgeon, og just herom fik jeg engang lov at vidne for min afdøde ven og forhenværende minister, Arne Melchior. Trods sin jødedom ”købte” han, hvad jeg sagde – men om der skete mere, véd kun Herren.

Udeladelse af korsets ord til gunst for kulturkristendom, filosofi humanisme, idealisme, m.m. er ”tom tale”  (1.Kor. 1:17) og lader vi os deraf besnære, bliver vi selv åndeligt tomme og ”blodløse”.  23.2.24 - jn