Forside Artikler Hvedekornets lov
Hvedekornets lov Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Lørdag, 08. Juli 2023 08:16

Der siges, at lutheranerne fokuserer særligt på Kristi død, medens den ortodokse kirke gør det på opstandelsen.  Jeg tilhører ikke nogen bestemt kirkeretning, men har dog fundet gode trosfæller i begge lejre.

Enhver sand discipel, der tager sin kristendom alvorligt, undgår ikke sit personlige Getsemane, sit kors og sin død (dødsproces), men ej heller sin opstandelses påske, altså ”hvedekornets lov” i Joh. 12:24, som Herren anvendte (applikerede) på både sig selv og sine disciple.

Den proces er ydmygende, men nødvendig og ikke ukendt for nogen Kristi discipel.  Jeg har selv mange gange måtte synge (oversat fra engelsk):

På den smalle vej til Kilden,

alt mit eget dømt jeg så,

mine planer, mine drømme

ved min fod i aske lå.

Der står et parallelt ord i 2. Kor. 4:10-11, som ingen bliver færdig med eller ”udlært” i. ”Dødslidelse” i v. 10 er bedre oversat med ”the dying of Jesus” på engelsk, og det græske ord er ”nekrosis”.

En yngre ven i Norge samtalede fortroligt med mig i en personlig krise, han stod i.  Vi læste dette ord (2. Kor. 4:10-11), og vi var enige om, at ”nekrosis” gerne kunne oversættes med ”dødsproces”.  Han underviste i nytestamentlig græsk og var meget dygtig og en hjælp for mig.

Vi bad sammen i hans svære situation, og han nævnte selv i sin bøn netop ordet ”nekrosis”  som processen med det lille hvedekorn, der ikke bare skulle dø, men bære megen frugt, hvad hans liv også gjorde ligesom i Paulus´ liv, - han sagde jo: ”Dag efter dag dør jeg” (1. Kor. 15:31) dvs. som en daglig, vedvarende, erfaringsmæssig proces.

Kristi efterfølgelse er lidelse , ej nydelse – dog et lykkeligt liv.  30.6.23 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)