Billy Graham fortalte engang om et tilfælde, hvor prædikanten var blevet vakt og frelst ved sin egen prædiken.  Det vakte lidt munterhed.  Men på mange måder må vi også ind imellem prædike til os selv, vor egen sjæl. 

Det gjorde fx David i nogle salmer, fx med ordene:  ”Min sjæl, lov Herren, og alt som er i mig, lov Herren…” (Sl. 103:1) el.: ”Hvorfor er du nedbøjet, min sjæl?  Vent på Gud!”  (Sl. 42:12 og 43:5). Det sker over en åben Bibel.

Han talte om sin herlige Herre til sin egen sjæl som eneste tilhører.

Prædikanter kan fristes til at gå ensidigt efter en prædiken-tekst.   ”Jeg havde været for meget optaget af at finde en tekst til andre og for lidt optaget af at lade ordet tale til mig selv”, indrømmede en god ven.

Samuel lærte at sige:  ”Tal Herre, din tjener hører!” (1. Sam. 3:10).  Det sker gennem Bibelens ord, Herrens komplette åbenbaringsbog til os.  Er vi ”nede”, er Guds ord den bedste sjæle- medicin til at få os ”op” igen.

En ven ringede just til mig og sagde:  ”Prædikanten i den kirke, jeg kommer i, taler hele tiden om sig selv i stedet for at udlægge ordet.”  Jeg opmuntrede ham til at bevare en sådan sund dømmekraft.

 Men taler vi til os selv med Guds ord, taler vi ikke bestandigt til andre om os selv, men fremholder ordet til gensidig trøst.  Se også 2. Kor. 1:4.

En ung pige klagede over sin elendighed, men fik af en prædikant, jeg kendte, det råd at læse Bibelen på knæ i 8 dage. Han mødte hende nogen tid efter, og nu strålede hendes ansigt.  ”De så op til Ham og strålede af glæde!”  (Sl. 34:6).  Det gør det menneske, som nok er elendig i sig selv, men som Ånden ved Ordet åbenbarer Kristus for.  Rom. 7:24-25.

Guds balsam er Guds ord.  ”Herre, hvem skal vi gå til?  Du har det evige livs ord!”  (Joh. 6:68).  Hans ord er lige så godt som Hans person.

18.4.23 - jn