Denne advarsel   læser vi i Mt.. 23, hvad jeg straks skal komme tilbage til.

En af mine ældre prædikantvenner fra Stavanger, Norge, udtalte engang på et bibelstævne:  ”I begyndelsen af mit kristenliv læste jeg Bibelen meget som en slags lovbog!”  Han blev til stor velsignelse og skrev mig mange gode, evangeliske breve.

Ak, Bibelen var en tid også en lovbog for mig. Jeg slog både mig selv og andre i hovedet med den, ja, selv mine nærmeste.  Men Bibelen er også en slags lovbog for præsterne som opslagsværk for lovbefalede prædiketekster.  Frikirkerne kopierer nu  denne lovbundethed. Og meget andet kendskab til Bibelen har de stort set ikke.

Evangeliets frihed åbenbaredes for mig fra Rom.br. en eftermiddag helt alene som ganske ung i USA.  I to formiddage vidnede jeg herom for mine studiekammerater i vort fællesskabs, og en af de modne brødre, også prædikant, sagde:  ”Det er det bedste, jeg har hørt!” Bægeret flød over,-  jeg vidste knapt, hvad jeg selv havde sagt.

I Matt. 23 siger Herren:  ”På Moses´ stol har de skriftkloge og farisæerne taget sæde!”  Men Moses ville nok have sagt:  ”Her har I intet at gøre!”  Moses med de 10 bud og over 600 andre love, var ingen kuet lovtræl, men stod ind for Guds ansigt på nådens og blodets grund. Herren sagde -  ”Dér vil jeg mødes med dig”, 2.M. 25:22.

Lovens moralske krav opfyldes ved Guds  Ånd i (og ikke af) genfødte kristne, Rom. 8:4,  drevet af Kristi kærligheds lov (Rom. 13:10). Det store lovkompleks gjaldt først og fremmest Israel, (Se Sl. 147:19-20),  hvor det forløsende sigte er Kristus (Gal. 3:23-24) med Hans forsoning, rensende blod og fuldbragte frelsesværk.

Jeg har mødt ”pæne”, agtværdige lovtrælle , der var flittige, loyale kirkegængere, der delta´r i gudstjenesterne m. ”fadervor” ,salmer, nadver, ritualer m.m.., men véd ikke, hvad selvoplevet omvendelse og frelse er som en erfaret troens.  Ef. 2:8.

 Sådanne lovbundne ”kirketroende ”nås ikke så let med selve evangeliet.  De har billedlig talt sat sig på Moses´ stol og indbildt sig dér at være i sikkerhed, men de trænger så desperat til nådestolen i ydmygt selskab med tolderen, som bad:  ”Gud, vær mig, synderen, nådig!”  Luk. 18:13 (ordret)).Han fik retfærdiggørelsens og evangeliets uforskyldte nåde at gå glad og frigjort hjem på!  (Luk. 18:4). -  Lever du, kære ven, i denne store, store selvoplevede nåde?  16.10.21 – jn