Forside Artikler Guds telefonnummer!
Guds telefonnummer! Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Fredag, 15. oktober 2021 08:35

Min enkle undervisning om Guds telefonnummer fik nogle børn i Schleswig-Holstein til at juble i en herlig, befriende latter, og det gør også mine små venner i DK.  Guds telefonnummer er nemt:  5015!  (dvs. Salme 50:15):  ”Kald på mig på nødens dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig!”

Det passer fint til både i børne- og voksenhøjde, især i forbindelse med dit personlige, selvoplevede og prosaiske vidnesbyrd.  Det er til hverdagsbrug i stort og småt.

Fil. 4:6 , som minder lidt om Guds telefonnummer, har jeg kaldt mit arbejdsord med  en rigtig rugbrødstekst:  ”Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse!”   Dette ”alle ting” berøres af selve forsoningen i Kol. 1:20.

Dvs. når du fx sætter dig ved bilrattet el. tænder for kaffemaskinen, er disse jordnære ”ting” under forsoningens nåde.  Så perspektivrigt kan en kristen leve.

Jeg husker, hvordan det også blev aktuelt, da jeg sad ved et ensom busstoppested en mørk januar morgen og bad for en tamilsk ven, der skulle op til en IT-eksamen på højt niveau. Jeg gik senere m. taksigelse hjem, og da ringede min ven og fortalte, han havde fået topkarakter og havde desuden fået tilbudt job i censors IT firma.

En dame på cykel var standset op ved det ensomme busstoppested og spurgte, om jeg var okay?  Jeg smilede:  ”Jeg er helt okay, men jeg sad blot og talte med Gud, og det er vel ikke forbudt?”  Hun smilede også og ønskede mig en god dag.

På hvilken som helst nødens dag er der en lige ”linje” til Herren og Hans trone.  I verden, fx til mit lægehus, hvor jeg nu er flittig ”kunde”, lyder telefonen:   ”Du er nu nummer det og det i køen.  Tak for din tålmodighed!”  Men der er ingen kødannelse på Guds telefonnummer med besked om, at jeg ikke kan komme til lige nu pga. travlhed.

Jeg har understreget ordene ”alle ting”, for der er ikke den ting, vi ikke kan komme til Ham med.  Det véd børnene, og det er rørende at høre på deres enfoldige bønner.  Nogle gange må jeg i min nød sige til Herren: ”Jeg véd godt, jeg burde tro dine løfter, men lige nu kan jeg ikke, så jeg kommer alligevel til dig med mit ”kan ikke”, og Åndens fred sænker sig snart over mig i min hjælpeløshed. For dette er jo også en måde at komme på!  Jo, Guds ”telefonnummer” er intakt hele tiden!

13.10.21. jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)