Jeg kan endnu høre disse åbningsord af den dengang 36-årige Billy Graham på Ullevål Stadion i Oslo i 1955 overfor over 30.000 mennesker. 

Jeg er stundom blevet kritiseret for at omtale Billy Graham for ofte, men det er ikke fair.  I Oslo, hvor Billy Graham, som han plejede, kaldte folk til at tage et åbent standpunkt for Jesus Kristus, gik mange frem.

Jeg véd om ældre forkyndere, der var til stede, og som fortalte, at i det øjeblik brød de sammen i tårer.  Året forinden havde B.G. været i Kbvn., og igen var der mennesker, der adlød Guds kald til omvendelse og frelse.

Mine bedste stunder er, når jeg ved Guds nåde får lov at åbne Bibelen for andre, sådan som der engang var mænd, der gjorde det for mig. Nogle af mine indvandrer-venner kalder blot vore møder for ”Bibel” og intet andet.  De siger ikke, vi skal have ”møde”, men ”vi skal have Bibel.”

Det er bedrøveligt, at der findes menigheder, hvor Bibelen så at sige er gemt væk.  ”Musikken” ved lyden af bibelblade, der slås op på, høres ikke, selvom det er den bedste lyd, der kan høres blandt kristne, hvor Bibelen, den åbne og åbnede Bibel, er i højsædet.

Luther har udtalt:  ”Hvis kristne kan komme sammen, uden at Guds ord bliver forkyndt, kan de lige så godt lade være at komme sammen.”  Aktuel tale i en tid, hvor ”Herrens ord er sparsomt!”  (1. Sam. 3:1)

26/7/20 – jn