Forside Artikler Nedtællingen og evangeliet
Nedtællingen og evangeliet Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 20. juni 2020 12:22

I vor avis, ”Sjællandske”, læser jeg i dag, at et af vore agtværdige hoteller i byen er sendt til tælling pga. Corona-krisen.  Men hele landet er sendt til tælling.  Ordet ”alvor” går igen og igen i de Corona-orienterede programmer, der kører nærmest nonstop på TV.  Men samtidig sendes der stadig en masse larmende og fordummende shows, som doper seerne bort fra alvoren.

Hele verden er sendt til tælling – ja, til apokalyptisk tælling.  Ikke pga. Coronavirussen, men på grund af menneskehedens oprør mod Gud og Hans retfærdighed.  Herren har ikke lyst til den ugudeliges død eller til de forudsagte trængsler på jorderige, hvis begyndende veer er i fuld gang, men det ugudelige menneske har trodsigt sendt sig selv til tælling.

Men midt i det hele med ”Guds harmes vin, som er skænket ublandet i Hans vredes bæger” (Åb. 14:10), læser vi også om et sendebud (en engel) under Himlen, der forkynder et ”evigt evangelium for dem, der bor på jorden” (v. 6) med – på falderebet - et ultimativt kald til omvendelse.  Sådan vil det være, inden den endelige nedtælling, og sådan er det nu.

Indser vi  mon dette?  Eller er vi mere optaget af Corona og dens sociale og materielle/legemlige nød end at forkynde dette evige, uforandrede, frelsende evangelium som Guds ultimatum til en fortabt menneskeslægt?  Vil vi selv lade os fortabe i  åndelig apati og ligegyldighed?

Det bør vi besinde os på nu, hvor måske også det ”normale” kirkeliv lukkes ned.  For måske kan det, åndeligt talt, alligevel blive en god tid?

Jeg spurgte engang en ældre, god forkynder i Norge, hvordan de havde oplevet 2. verdenskrig i Norge.  Jeg husker, han svarede:  ”Det var en ond tid og det var en god tid.”  Han tænkte her på det gode klima, der var for åndelige vækkelser.  Tænk om dette også er perspektivet for os med den endnu ikke nedlukkede mulighed for at forkynde ”et evigt evangelium”?

14.3.20 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)