Forside Artikler Corona er bare pludselig sket, men ikke som en Guds straf
Corona er bare pludselig sket, men ikke som en Guds straf Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 20. juni 2020 11:55

Lige så lidt som ulykken med det sammenstyrtede tårn i Siloam, der kostede atten mennesker livet, - eller Pilatus´ blodige fremfærd – var en Guds straf, er Corona-epidemien det heller ikke.  Den er blot sket, og vi véd ikke, hvor meget mere, der vil ske.  Men en Guds straf er det ikke.  ”Vrede nærer jeg ikke”, siger Herren (Es. 27:4). Jesus kendte til katastrofen i Siloam, men lod den være en ydre påmindelse om omvendelsens nødvendighed:  ”Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde!”  (Luk. 13:5), dvs. lige så pludseligt og uventet.

Sådan har alvorlige, nationale begivenheder været et kald til omvendelse.  Hører vi dette kald disse dage?  Under den spanske syge, som   hærgede i Europa for ca. 100 år siden og kostede ca. 50 mil. menneskeliv, oplevede vækkelsesprædikanterne Adolf Bjerkreim og Carsten Line deres livs største vækkelse på øen Karmøy på det norske vestland.  De mange dødsfald blev et Guds kald til mange uomvendte.  Tænk om det kunne ske igen.  ”Lad det ske igen”, bad Habakkuk (Hab. 3:2), da han under bøn tænkte på Guds vældige gerninger i fortiden.  Sådan har vi også lov at bede.

De gamle toner fra Bibelen om omvendelse og om at blive født på ny, mens tid er, høres desværre mindre og mindre.  TV har med mellemrum givet plads til, at også frikirkerne kan komme til orde.  De fleste af dem har jo rødder i gamle vækkelser, men nu er de blev så underligt ufarlige og ligedannede med tidsånden og har, åndeligt talt, mistet mund og mæle med den nidkære vækkerrøst, som vort fortabte folk trænger til at høre.

Også den nye Bibel, som Bibelselskabet nu lancerer pr. 20/3.20 – den såkaldte ”2020 Bibel” – har frækt udvandet Bibelens alvorstale.  Nu er ”synd” gjort til ”fejltrin” og omvendelse gjort til noget med ”at ændre sit liv”, ligesom ordet ”nåde” er udgået, og sådan bliver denne nye bibeludgave mere en kulturel håndbog og ”manual” til evtl. bedre livsførelse.

En ældre, handicappet kvinde, en ”nydansker”, bad om at besøge mig i går sammen med en besøgsven.  Hun kommer fra et trossamfund, hvis troslære, jeg ikke er enig i, men det første, hun ønskede at gøre, da vi satte os ved et lille kaffebord, var at foreslå forbøn for vort coronaramte land.  Og hun bad på sit gebrokkent dansk. Det tæller nok mere, end teologiske diskussioner og religiøst pindehuggeri.

Danmark lukkes nu ned.   Selskabslivet, sports- og foreningslivet, ja, også kirkelivet berøres eller lukkes måske også helt ned en dag.  Måske er det godt det samme, så at hjemmene igen kan åbne sig for det, hjemmene oprindeligt blev brugt til, nemlig til det, som er blevet kaldt ”de fire b´er”, nemlig Bibelen, bønnen, broderskabet og brødsbrydelsen i al sin prosaiske enkelthed, fryd og glæde, som vi læser om i Ap.G. 2:46.

Vi frarådes at røre ved hinanden med kys og klem af frygt for smittefare, men til gengæld kan mange af os stadig risikofrit ”røre” ved telefonen og måske derigennem give en og anden et opmuntrende ord eller – ja, selv i telefonen – at bede kunne sammen.  Det oplever jeg selv som en velsignelse. Ja, her midt i en corona-tid, hvor de rapporterende journalister nærmest er gået i selvsving med coronastof.  Da tænker jeg på den invalide kvinde, jeg havde besøg af, og som sagde:  ”Lad os bede!” 

Profeten Habakkuk og de andre profeter, ej mindst den grædende Jeremias, ville nok sige det samme

13.3.20 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)