I Norge, på Sunnmøre, talte jeg en palmesøndag ud fra Mt. 21:1-9, men ikke pga. den lovbefalede kirketekst, men fordi ordet om at bære Kristus (og ikke sig selv) frem havde fået tag i mit eget hjerte.

Efter denne formiddagssamling sagde en kristen, handicappet ven til mig:  ”Det var da godt, at Jesus havde bedt disciplene om at løse æslet og dets føl og ikke binde dem mere fast!”  En meget enkel kommentar, som jeg fandt velsignet opbyggelig, og som talte til mig på en særlig måde.

Vort forkynderkald er nemlig at løse de bundne og ikke binde dem mere fast.  Og det sker, når evangeliet slipper til.  Jeg har ind imellem været underligt knuget i afmagtsstunder, men så brugte Herren et ”Zions glædesbud”  (Es. 40:9) til at pege på frigørelsen i Kristus på en sådan måde, at jeg så mig glad og fri i Ham og kunne derefter vidne glad om det.

Men jeg har også kendt ”prædikanter”, hvis forkyndelse var tung og ufrigørende, så at man gik fra deres møder med sænket hoved, forknyt og uforløst, uden evangeliets glade smil.  Jeg véd om en bestemt prædikant , som var en sådan trællebindende forkynder.  Man sagde om ham:  ”Han kunne prædike om glæde, men så aldrig selv glad ud!”

Også i hans hjem formidlede han en ufrigjort atmosfære.  Men en dag sagde et af børnene til deres mor (som jeg i øvrigt kendte som en vidunderlig kvinde):  ”Mor, jeg så far smile!”  For det var ikke det normale.

Scenevante, friskfyragtige og slagfærdige ”halleluja”- prædikanter” kan mangle genløsningens frigørende klang.  De er menneskecentrerede og anmassende med forklædt trældom, der binder de bundne endnu mere fast til både sig selv og prædikanten.

Da er nordmandens ord om at løse og ikke binde mere fast relevante.  ”Til frihed har Kristus frigjort os!”  (Gal. 5:1). Den frihed, der ophøjer Kristus og Hans værk, er sand frihed.  Al anden ”frihed” er forklædt trældom.

5.4.20 - jn