Jørn Nielsen var omkring 8 år, da 2. verdenskrig sluttede. Han deler sine minder fra krigens sidste år og befrielsen i maj 1945.

Af Jørn Nielsen 1. maj. 2020/18(Læsetid: 8 minutter)

Der var en euforisk feststemning på gaderne i København den 5. maj 1945.Af Jørn Nielsen, f. 1937, forfatter og kommentator.

Jeg er årgang 1937, og det er forbavsende så meget, jeg som 7-8-årig husker fra 2. verdenskrigs sidste dage.

Fx husker jeg generalstrejken i sommeren 1944. Tyskerne lukkede som modforanstaltning for gassen, så i det boligkompleks hvor vi boede på Sundbyvester Plads på Amager, lavede man små ildsteder til madlavning i den fælles store gård, hvad vi børn syntes var sjovt.

Mindre sjovt eller direkte skræmmende var det at se en tysk soldat skudt ned på samme Sundbyvester Plads. Jeg hørte kun skuddet og spænede med nogle kammerater hen til gerningsstedet, hvor han nu lå og vred sig. Jeg tænkte uvilkårligt: Hvad ondt har han mon gjort?

Jeg kan endnu se min grædende mor for mig, da krigen gik hende så meget på nerverne, at hun kom med fortvivlede vredesudbrud mod Hitler, men heldigvis skete det indenfor hjemmets fire vægge, da det ellers kunne få alvorlige konsekvenser. Stikkere, betalt af værnemagten lurede jo alle vegne.

Min far kunne lidt tysk og indlod sig af og til i samtale med tyske officerer, hvilket dengang var højt upassende, og selv blev jeg af den grund mobbet af skadefro kammerater, som beskyldte min far for at være nazist, hvad han selvfølgelig ikke var.

Jeg ville som kristen nok have gjort det samme, men dengang talte jeg kun dansk. Det blev mig senere fortalt, at en tysk soldat, Heinrich, søgte åndeligt fællesskab med andre kristne i København, men så forsvandt han pludselig, og man gættede på, han (som straf?) var sendt til Østfronten.

Min mor tog os børn med til stranden (Amager Strand), som var en af krigens gratis glæder. Ikke langt fra os sad en dag i sandet en tysk soldat, som havde lagt noget af den varme uniform fra sig. Han prøvede at få øjenkontakt med venlige smil til os, men nærmere kom vi ikke hinanden.

Han har måske tænkt på sine egne børn hjemme i Tyskland og var blevet blød om hjertet.

Børnehjem og skole

På grund af konflikter i vort barndomshjem blev mine to yngre søstre og jeg i efteråret 1944 midlertidigt sendt på et børnehjem, der hed ”Lykkens gave” og lå på Vodroffsvej lige ved søerne på Frederiksberg. Jeg tror, det har været i september 1944, for jeg husker et smukt indrammet billede af kong Christian X i et af butiksvinduerne i anledning af hans 74-års fødselsdag d. 26/9.

Børnehjemmets friområde var en lille, indhegnet og kompakt legeplads, og en dag hørte vi i det fjerne kraftigt skyderi. En af de større piger sagde: ”Ja, skyd I bare!” og mit barneinstinkt ligesom anede, at det var noget, vi skulle være glade for. Ih, hvor vi dog længtes efter freden, men vi led dog ingen nød under krigen.

Apropos at lide nød husker jeg vor lillesøster, Ruth, ofte sagde ved middagsbordet, når min anden søster, Inga, og jeg vrængede næse ad maden: ”Vi skal være glade for det, vi får, for de små norske børn får ikke en sådan mad. Den ville være julemad for dem!”

Hun må have været i 5-års alderen, og jeg er sikker på, vi efter den salut pænt spiste op og var glade for det, vi fik! Det var åbenbart blevet indpodet os, at der var mangel på mad i Norge.

Vi var ikke på børnehjem ret længe og genoptog vor skole inden julen 1944. Den hed ”Højdevangen” og havde på et af tagene fået påmonteret et monster af en luftværnssirene, som en gang imellem larmende afbrød undervisningen. Den hylede voldsomt og øredøvende og gjorde det endnu engang, når alt var roligt. Det blev kaldt ”afblæsning”.

Vor skole blev i øvrigt besat af tyskerne fra marts til maj 1945 og brugt som lazaret, hvad vi børn syntes var ulækkert. Vi fik at vide, at tyskerne havde lus! Den blev først taget i brug til undervisning i okt. 1945, da den skulle gøres grundigt rent efter at have været brugt som lazaret.

Familien fra Østrig

En familie i vort boligkompleks var østrigere, – sympatiske, fredsommelige mennesker. Jeg husker, hvor ondt det gjorde mig en dag at se manden i tysk uniform. Han var hverken nazist eller tyskvenlig, men underkastet værnemagtens kommando. Det må have været i slutningen af krigen, for snart så jeg ham i civilt tøj igen, formentlig fordi krigen nu var forbi.

Under krigen havde østrigerne et billede af Adolf Hitler hængende på stuevæggen, hvad selvfølgelig var påtvunget. Jeg fik senere lejlighed til som ung mange år efter krigen at fortælle dem om min kristne tro, og jeg husker, hvor bevæget denne østrigers frue blev.

Hitler solgte sin sjæl til djævelen

Jul i krigstid

Julen under krigen var en sparejul, men sådan oplevede vi den dog ikke. Ris kunne kun købes på den sorte børs, men vi fik i stedet en udmærket mælkegrød med mandel i. Mandelgaven var en marcipan-gris. Og så fik vi gåsesteg, fordi far altid fik en gås som julegratiale på sit arbejde.

Vore kår var beskedne, så far havde kun råd til én julegave til hvert af os tre børn. Det fandt vi helt i orden. Den gang havde ordet taknemlighed en større vægtfylde, end det har i dag.

Alt var rationeret, selv rugbrød var der mærker på. Før i tiden sørgede min oldefar, brødfabrikant Schulstad, for, at fabrikkernes kuske hver uge kørte brød ud til familien, men den ordning var for længst ophørt.

Jeg blev ofte sendt til bageren for at købe ”et halvt mørkt maltet af Schulstads”, og bagerjomfruen smilede venligt til mig og sagde: ”Så det bliver i familien!

Julegudstjenesten i sognekirken, Højdevangskirken, var den obligatoriske optakt til julemiddagen, og under middagen hørte vi altid den meget følelsesladede radioudsendelse om julehilsener til søens folk, hvor børn sendte hilsener til deres fædre ude på verdenshavene.

Befrielsen

En dag meddelte vor far, at krigen måske snart er slut. Det var i marts 1945, da den franske skole og Shellhuset af en engelsk mosquitoeskadrille blev bombet (den franske skole ved en tragisk fejltagelse). Min far tog en lille saltbøsse fra bordet og sagde: ”Sådan omtrent ser en bombe ud!” Jeg jublede: ”Så kan vi igen få bananer!

På selve befrielsesaftenen d. 4. maj var vi børn sendt i seng, men den euforiske feststemning næste dag husker jeg, og pludselig blev vi bekendt med begrebet ”frihedskæmpere”, som myldrede frem overalt, ofte et lidt komisk syn. Jeg glemmer aldrig deres mange arrestationer af nazister, som stod op ad murene med hænderne i vejret og ventede på at blive kørt væk i lastbiler – stadig med hænderne i vejret.

En ung, arresteret kvinde græd så hjerteskærende. Men der vistes ingen nåde, medens der lød hånende tilråb fra en emsig kvinde fra et åbent stuevindue. Den slags kvinder blev kaldt ”feltmadrasser”, hvis forbrydelse var, at de havde forelsket sig i en tysk soldat.

Jeg husker også den lange kolonne af trætte, slagne tyskere, – nogle af dem kun store børn – der forlod lufthavnsområdet i Kastrup, – en del med svære forbindinger (formentlig flygtninge), og jeg hørte nogle voksne sige: ”De skal gå hele vejen tilbage til Tyskland.”

Men blandt os små kammerater kan jeg ikke mindes noget decideret tyskerhad. En lille veninde fra legepladsen sagde: ”Min far siger, at tyskere er også mennesker!” Krigen var jo også samtaleemne blandt børn, især i krigens sidste dage, hvor vi ikke mere følte os intimideret af tyskerne.

Minder fra Sundby Vester

Befrielsen blev af min morbror og hans far, min morfar, bl.a. fejret ved et friluftsmøde på Sundby Vester plads. Min onkel stod på en talerstol, svøbt i Dannebrog, mens han med sin citar ledte fællessangen. Min morfar, som både var selvstændig forretningsmand og lægprædikant, har selvfølgelig også talt, men det husker jeg ikke. Men han forkyndte selvfølgelig evangeliet, som han brændte for.

I de efterfølgende somre kom der hvert år en kristen gruppe med guitarer på selve Sundby Vester Plads. Det med Gud sagde mig ikke noget, men jeg husker dog, at ordet ”Golgata” gik igen i omkvædet af en af sangene. Senere, næsten 15 år gammel, tog jeg personligt imod dette evangelium om Golgata og sendte ofte venlige tanker til denne enfoldige sanggruppe. Det er dog ikke lykkedes mig at opspore, hvor de kom fra.

Den lille venindes ord om, at ”tyskere er også mennesker” glemte jeg ikke, og de blev yderligere forstærket, da jeg 12 år senere blev sendt med lægekorpset til Tyskland ved Det danske Kommando i Itzehoe. Udenfor Garnisonssygehuset fik jeg mange tyske venner for livet. Og således kan man sige, at det onde blev vendt til det gode.