Pinsen er ikke forbi.  Dens Ånd lever ”post festum” hos os. Vi er i dag ikke, som jøderne var, formanet til at iagttage bestemt højtider, men derimod til altid at holde hjertets skjulte højtid med Herren i al renhed.  1. Kor. 5:8.

Men de lovbestemte helligdage er en god anledning for evangeliet og for os som vakte troende til et fornyet, godt forhold til Jesus Kristus.

Pinsen var ikke svar på bøn, og dog var der megen bøn forinden.  Den jødiske oprindelse til denne dag, som blev fejret som en høstdag, kan med rigt udbytte studeres i 3. Mos. 23, som jeg hermed anbefaler.

Men pinsedagen i Ap.G. 2 blev frem for alt en åndelig høstdag, hvor 3000 berørte sjæle blev den festlige begyndelse på Kristi kirke (menighed).

Pinsen er ikke mere historisk end at den må fortsætte i vort liv som en personlig vækkelses- og missionshistorie. Med tungetale?  Vel, den skete på pinsedagen m. konkrete sprog, da så mange tungemål var til stede.

Jeg hørte engang en skotsk forkynder, som sagde:  ”Forud for vækkelsen på pinsedagen var der megen bøn, men i dag synges der meget.”  Der er intet galt i at synge, tværtimod, men hvad han mente var blot, at forud for bibelsk vækkelse råder altid en særlig bønnens Ånd.  Men nu er platformene fulde af åndløs ”lovsang” akkompagneret af rytmemusik.

Jeg afviser ikke bibelsk tungetale (som nogle tror), men dens praksis i vor tid kan jeg det ikke med, og det gælder også den i visse kredse populære ”åndsdåbslære”.

Den benådede forkynder, Th. Mundus, talte engang i Kbvn. om pinsen, men hindredes flere gange af kraftig tungetale, hvis budskab var en advarsel mod ham som falsk profet.  Til sidst bemærkede han tørt:   ”Det var ikke en sådan tungetale, der lød på pinsedagen, for den handlede den ”om Guds store gerninger.”  (Ap.G. 2:11)

Ja, må pinsens Ånd slippe til hos os, så at Kristus, ligesom på pinsedagen, kommer i centrum til sand omvendelse. (Ap.G. 2:37) Herom vil vi bede.

”Også dette vil jeg gøre for Israels hus på deres bøn!”  (Ez. 36:37) 

2.6.60 - jn