Min allerførste tid som ny kristen var famlende.  Det var dengang jeg første gang hørte udtrykket "at aflægge et vidnesbyrd", hvad jeg selv ikke havde  lyst til, da jeg ikke syntes, jeg have noget videre interessant at sige.

Det kompleks har Herren i sin nåde hjulpet mig fri af.  Jeg har prædiket for mange, men lærte at ens første fremtræden bør være det personlige vidnesbyrd.  Sådan var det i gamle dage.  Og intet er mig nu kærere end at vidne om, hvordan Hyrden fandt sit fortabte får, da jeg mindst ventede det.

Min største "udfordring"  er ikke at "vidne" for "frelste", indforståede venner.  Jo, det gør jeg også, men det er mest interessant at gøre det overfor vildt fremmede.

Jeg har rodet mig ind i alt muligt.  En gang spurgte mormonerne mig, om jeg ville komme og tale til dem.  Det gjorde jeg med glæde.  En ung, amerikansk mormon traf jeg senere.  Han sagde:  "Jeg husker, du sagde, at Jesus døde for vore synder i fuld offentlighed!"  Det huskede han i det mindste.

Jeg har endda vidnet i en synagoge i USA.  Det var ikke planlagt, men jeg blev af mine jødiske værter opfordret til det som "interessant" gæst fra Danmark.  Hvilken glæde at fremholde ordet: "Se det Guds Lam, som bærer verdens synd!"

Hvis Jehovas Vidner bad mig vidne i deres "rigssal", ville jeg gøre det - jeg er ligeglad.  I dette tilfælde er det dog J.V., som kommer til mig, og det er en usigelig glæde for mig at fortælle, hvordan Kristus kom ind i mit liv.

Jeg har stået overfor et overvejende ateistisk forum og med "frygt og bæven"  (1. Kor. 2:1-5) peget på Jesus Kristus som frelsens eneste vej.  Paradoksalt nok mødte jeg dér større venlighed end ofte hos religiøse mennesker.  Jeg véd ikke hvorfor.

Og sådan kunne jeg nok blive ved.  Har du et personligt vidnesbyrd, er der betroet dig en skøn skat (se 2. Tim. 1:14), som du ikke skal gemme væk eller blive forlegen over, sådan som jeg blev var det i min første lidt forskræmte tid som kristen.

18.10.19 - jn