Ved et bedemøde mindede en norsk ven os om de kendte ord fra 1. Kor. 2:1-5:

"Da jeg kom til jer, brødre, kom jeg heller ikke og forkyndte jer vidnesbyrdet fra Gud med fremragende veltalenhed eller visdom.  Thi jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet,  mens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet , og jeg kom til jer i svaghed og frygt og megen bæven, og min tale og mit budskab virkede ikke ved visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis, for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft!"

Vor norske ven sagde ved den lejlighed:  "En sådan prædikant vil jeg gerne være!"  Hans ord gør jeg også til mine.
Apostlen siger, at han kom til Korint med "vidnesbyrdet fra Gud" (eller "Guds vidnesbyrd"), dvs. det budskab, Gud ønskede at vidne om med Paulus som Hans talerør.  Hvad gik det ud på?

Var det om frelse ved dåb?  Ved de 10 bud?  Ved medlemsskab af en bestemt kirke?  Lad ham selv svare.  Han siger:  "Det er Kristus og Ham korsfæstet (dvs. Ham som korsfæstet), der er Guds vidnesbyrd", og det er stadig "vidnesbyrdet i den dertil bestemte tid"  (1. Tim. 2:6), også i vor tid i anno 2019.

Hvad er dets indhold?  Apostlens svar:  "Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg selv modtog:  at Kristus døde for vore synder efter skrifterne!" (1. Kor. 15:3).  Det er mere end et ritual.  Og det skete både i svaghed og i Åndens kraft.

Har du selv modtaget dette evangelium som en selvoplevet erfaring, vil også du som Paulus have et vidnesbyrd, ja et Guds vidnesbyrd at give videre.  Det er sådanne vidner, vor tid behøver, og som selv er berørte af dette vidnesbyrd.  Ja, så enkelt er det.

17.10.19 - jn