Forside Artikler "Han er lige ved siden af os!"
"Han er lige ved siden af os!" Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 25. august 2019 09:28



En dejlig flok af tamilere, iranere, 1 norsk og 2 danskere plus 2 dejlige piger på 6 og 4 udgjorde en festlig samling  i vort beskedne hjem igår.  Fra Fensmark kom en trofast "besøgsven".  Vi har ellers enetimer een gang om ugen. Ham lærte jeg at kende, fordi han havde læst et stykke af mig i "Sjællandske", som delvis handlede om fodbold.

Jeg ser næsten en guddommelig ironi i et sådant fællesskab, som iranerne blot kalder "bibel", ikke fællesskab. Jeg kom jo aldrig selv til Østen, men nu kommer Østen til mig.  Der bliver ind imellem lidt oversættelse som fx igår, hvor en mor fra Iran er på besøg og var med os.  Men det ødelagde ikke harmonien og Åndens samfund.

Jeg mindedes, hvad et ungt strengekor ofte sang på vore møder i gamle dage på Sunnmøre, Norge.  Koret lød efter hukommelsen sådan:

De kommer fra øst og vest,
de kommer fra syd og nord,
at sidde til bords med Jesus engang
og høre hans velkomst ord,
og skue Hans skønne træk,
og mættes af salighed,
tage del i sang og spil
i Himlens herlighed!

Da jeg var dreng, tog min mor mig med til  møder, hvor forkyndelsen tit var norsk, hvilket irriterede mig. Men min mor sagde:  "Det nytter ikke noget, du bliver irriteret på mig!"  Men efter jeg blev omvendt, blev nordmændene mine bedste venner, og det blev også fra Norge, jeg hentede en perle af en kone.  Ja, som kristen blev jeg i virkeligheden international og tænker på de fremmede i evangeliske baner.

Så vi sang m. både voksne og børn og var så ellers stille for ordet i Ap.G. 17:27: "Han er ikke langt fra en eneste af os!"  og Ånden gjorde det klart for os, at det først og fremmest er Han, der kommer til os og ikke omvendt, og når vi kommer til Ham, gør vi det, fordi Han først er kommet til os.  Vi så også, at mødestedet er Golgata, Kristi kors, ellers ville vi forblive langt, langt borte fra Ham. Men nu forkynder evangeliet for os:  "Nu derimod, da I er i Kristus, er I som engang var langt borte, kommet nær på grund af Kristi blod!"  (Ef. 2:13). altså ved Hans kors.

Min ven fra Fensmark kunne kun være hos os ½ time, men vi kan nå meget på ½ time.  Vi andre fortsatte lidt endnu, inden vi satte os til min kones dejlige kaffebord. Næste gang samles vi i Vallø, nær Køge, hos vore tamilske venner.

"Hvor kommer I til møder", spørger kristne undertiden hinanden, og der tænkes som oftest på en kirkebygning.  Mit eget svar er meget enkelt:  Dér hvor vi kan samles to eller tre (eller flere) med Kristus i vor midte.  Jeg spurgte engang nogle børn, som besøgte os:  "Hvad tror I, det betyder, at Han er i vor midt?"  En lille dreng, som hedder Jesper, svarede meget rammende:  "Det betyder, Han er lige ved siden af os!"

25.8.19 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)