Vi, min folkekirkeven og jeg, skal nu igang m.  3. samtale om "genfødsel" el. hvad det vil sige at "blive født på ny" .  Udgangspunktet er Jesu samtale i Joh. 3 med det religiøse overhoved, teologen Nikodemus, som står som  "prototype" på et menneske med stor teologisk indsigt, men uden selv at have oplevet den ny fødsel.

Havde Jesus ikke gjort indsigelse mod hans religiøsitet ved blot at lade sig smigre, ville han have fortsat i et fromt, religiøst selvbedrag.

Ud fra denne alvorlige beretning samtalede vi som sagt om religiøsitet kontra  en ny, åndelig genfødsel.  Her er nogle iøjnefaldende forskellle:

Religiøse mennesker er fremmede overfor Bibelen. I 1. Pet. 1:23 tales der om at være "genfødt ved Guds levende og blivende ord" og det 2. kapitel fortsætter at tale om "som nyfødte børn at hige efter ordets uforfalskede mælk"  (2:2).  Dette er et af de mange kendetegn på en genfødt kristen, nemlig en "higen" efter Guds ord ligesom spædbarnet higer efter mælk.

Ja, et sådant åndeligt hungrende menneske vil kunne juble som Jeremias:  "Mig blev dit ord til fryd og hjertens glæde!"  (Jer. 15:16).

Men der er mange andre forskelle på religiøsitet (åndeligt selvbedrag) og det nye, selvoplevede liv i Jesus Kristus. Der er fx sandheden om "de helliges samfund", som mange nok "kan" fra trosbekendelsen, men uden reelt at have oplevet det, fordi det religiøse menneske mangler det helt personlige vidnesbyrd, som også  Paulus  skriver om adskillige gange i DNT.  Vi vil fortsat tale derom uden at forhaste os, især da vi véd, at advarslen mod religiøst selvbedrag alt for sjældent høres idag.

Gid du, som måske holder den bekvemt gående som religiøs, respektabel kirkegænger i fredelig sameksistens med genfødte troende, måtte indse dette, før det bliver evigt for sent.

16.8.19 - jn