Første gang jeg hørte ordet "religiøs" var af min yngre søster, Ruth:  "Jørn, vor familie er meget religiøs!"  Jeg tænkte: "Fint nok, så interesserer de sig for religion!"  Jeg vidste ikke bedre.

Men det gjorde Ruth.  Hun havde selv som 11-årig taget imod Jesus som sin personlige Frelser og kunne nu skelne mellem det at være en personlig kristen og så kun være religiøs.  Som den "kloge"  storebror ville jeg diskutere religiøse spørgsmål med hende, men vi kom ingen vegne.

En dag sagde hun:  "Jeg véd godt, hvorfor vi altid skændes - det har Mor fortalt: "Du er ikke en kristen!"  De ord afvæbnede mig, for hun havde jo ret.  Jeg var da 13, men før jeg blev 15 havde jeg selv ved Guds nåde åbnet mit hjerte for Jesus Kristus som også min Frelser.  Da forstod også jeg,  at kristendom er noget andet end blot at være udvortes religiøs.

Ruth havde ret mht vor religiøse slægt.  Der var teologer, religiøse poeter, skribenter, moralister og "fromme" kirkefolk.  Nogle var med i den såkaldte "Oxford-bevægelse", som talte forblommet om de "5 absolutter" -  en slags hjælp til religiøs selvhjælp.  De kunne mer end deres fadervor.

Men det var ikke nok.

Jeg takker idag min Frelser og Herre, at jeg indså dette, og at jeg ved Hans nåde ikke blev "suget" ind i slægtens religiøse selvbedrag. Jeg møder idag  mange religiøse mennesker, inkl. præster, der ligner meget den besnærende religiøsitet i min mors slægt.  Dagens kirkeliv vrimler med religiøse, uomvendte mennesker, der er en genre, som er sværest at nå ind til med evangeliet.  Ligesom på Jesu tid.  Historien genta´r sig.

Hvordan er det med dig?  Blot religiøs?  Da hilser jeg dig med Jesu ord til den ultra religiøse Nikodemus i Johs.ev.. 3:7:  "Du må fødes på ny!"

Denne tekst har i øvrigt Billy Graham talt mere over end nogen anden bibeltekst til det religiøse Amerika.  Det budskab trænger vi også i DK.

8.8.19 - jn