Sådan husker jeg vor klasselærer, fru Hjørlund, citerede dette mundheld hos den ateistiske fløj af det 19. århundredes såkaldte "guldalderdigtere".

Tør jeg også sige sådan?  Ja, det gør jeg, men på en anden måde, dvs. med evangelisk fortegn.  Den profeten Elias sagde til kong Akab i Israel:  "Så sandt Herren lever, for hvis åsyn jeg står..."  (1. Kg. 17:1).  Han stod for Herrens åsyn i liv og død.  Dog døden slap han for, da Herren senere på dramatisk vis hentede ham. (2. Kg.2:11)

Guldalderskribenter som J.P. Jacobsen, Pontoppidan, Holger Drachmann, Georg Brandes, m.fl. ville ikke bøje knæ for nogen Frelser el. kristendom.  Jeg læste netop i Kristeligt Dagblad igår en artikel fra den ateistiske forening "Gudløs Ungdom", som anklager kristendommen for at være "en trussel mod det frie og lige samfund, vi holder af" og opfordrer de kristne til at tage deres skyklapper af.

Også denne forening vil nok tilslutte sig nævnte guldånders slogan:  "Vi vil dø stående!"

Men hvad mener jeg, når jeg siger, at også jeg vil dø stående ? Jeg kan bedst svare ved at citere det mægtige bibelord fra Rom. 5:1-2:  "Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi har fået adgang til den nåde, som vi nu står i."  Til den flok af nådens lykkelige modtagere ved troen på vor Herre Jesus Kristus hører jeg, og ved den nåde står og består jeg indfor evigheden trods mange nederlag på livets slagmark.  Denne nåde modtages på knæ.

Jeg elsker dette vers af H.P. Mollerup (fra sangen "Du finder ej lykken med svulmende mod..."):   Du finder kun lykken ved Golgatas træ/med bøjede knæ!/Den griber dig, medens du kalder/og rejser dig, førende du falder./Da fødes med bævende klang/din sang.

6.8.19 - jn