Melodi:  Et kors det var det hårde, trange leje... (DDS 209)

Den er for mig en paradisisk gave
min kære kones smukke blomsterhave,
her er hun hjemme som kun få blandt kvinder,
og med hver rose hun et slægtskab finder!

Vi i vor ungdomsvår hinanden mødte,
og siden hun mig tvende piger fødte,
med deres mor de ekstra mig bedårer,
at derpå tænke rører mig tårer!

Hun aldrig mig i krisestunder svigter
på hjælpsomhed hun altid sig forpligter,
om end hun for mig lider i det stille,
det ingenlunde kærligt skal os skille!

Da er det, at jeg tænker på vor have,
hvor sine sorger hun kan dybt begrave,
og blomsterne tilsmiler hende kærligt,
nej, ej på skrømt, men hjerteligt og ærligt!

Og når om føje tid skærsom´ren hælder
- ja, livet allerede nu os ælder -
når os ved solnedgang dødsenglen henter,
en skyfri morgen os hos Jesus venter!

18.7.19 - jn