Dette spørgsmål stillede Pilatus i Joh. 18:38. Før han fik svar, gik han.  Han stod ellers lige overfor Ham, der er sandheden.  Men Pilatus var politiker, og pragmatiske politikere har et problematisk forhold til sandheden - den absolutte sandhed.

Det græske ord for sandhed betyder også "virkelighed", og det ord kan politikere bedre lide, når de fx taler om "den politiske virkelighed" og  om, hvad de realistisk kan komme "igennem" med.  De igangværende forhandlinger på Christiansborg om en ny regering er et forsøg på rsesultater, sådan som den pragmatiske virkelighed nu tegner sig.

Kristne kan også have et problem med den absolutte sandhed,  som ikke kan gradbøjes.  Præsident Trump bakkes op af mange kristne, fordi han vitterligt har gjort meget godt for USA og især for Israel, som er landet alle kristne elsker pga. dets unikke plads i den bibelske frelseshistorie.

Men også Trump har et problematisk forhold til sandheden, hvad både venner og fjender er enige om, og han vil derfor aldrig sige:  "Jeg ønsker sandheden og kun sandheden i absolut forstand."  Men han er kun eet ex ud af mange politikere med deres pragmatiske "virkeligheder". Og løgne.

Sandheden bliver ingen løgnere gode venner med, for løgnen er del af vor faldne natur, som ikke er sandhedskærlig.  2. Tess. 2:10.  Sandheden skal opleves mod vor slavebundne vilje ved sandhedens Ånd i  Jesus Kristus.

"Jamen, hvis jeg nu gerne vil tro på Kristus, hvor findes der nogen, jeg kan gå til?" spurgte vor havemand i går.   Det blev nok sagt mere af diskussionslyst end drevet af syndserkendelse.  Og så bandede han og sagde "undskyld".  Alligevel kendte jeg en stor glæde ved at give ham evangeliets svar på dette og andre eksistentielle spørgsmål i kaffepausen.

For sandheden, virkeligheden, den virkelige virkelighed, kender kun de, der som syndere fandt den i troen på de fortabtes absolut eneste Frelser.

20.6.19 - jn