Forside Artikler Syndserkendelse blandt kristne
Syndserkendelse blandt kristne Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 14. juni 2019 07:52

Syndserkendelse blandt kristne

Jeg talte med en ven om manglen på kristen  syndserkendelse - den ligesom drukner i lovsangslarmen.  Han mindede mig dog om, at der rundt omkring findes frelste troende, der af hjertet tilbeder og lovpriser Herren.  Ja, tak og lov for det, men han forstod mig nok ikke helt, hvad jeg ikke bebrejder ham eller vil trættes med ham om.
Til vor "junglelejr" i PA (USA), i mine unge dage hos New Tribes Mission, kom en tidl. missionær og talte flere dage til os om korset og dets lærdomme og praktiske plads i kristenlivet.  Gud havde brugt ham rigt, men her stod han og ydmygt betonede, at vi altid står for Ham på korsets præmisser og må sige, som der står i sangen (Just as I am...)

Just som jeg er – ej med et strå
Af egen grund at bygge på,
Jeg uforskyldt må nåde få
Og kommer, o Guds Lam, til dig.

Hans forkyndelse var som balsam for min unge sjæl, der kom til en ny erkendelse af, hvor afklædt korsets forkyndelse gør mig, men samtidig lader mig se mig retfærdiggjort ved troen på Jesu blod (Rom. 3:25)

Dér står jeg idag, - "just som jeg er ej med et strå af egen grund at bygge på" - og sådan vil jeg tage afsked med denne verden.  Der stod også min kære morfar, som på sit dødsleje citerede denne strofe af Brorson:  "I Jesu blodestrømme sænker jeg mig i..."  (fra  "Hvo vil mig anklage...")

Denne ydmyghed er der lidt af hos opstemte, halleluja-kristne.  Men den fandtes hos Johs. Døberen, da han sagde til Herren:  "Jeg trænger til at døbes af dig..."  (Mt. 3:14) - dvs. med den dåb, hvor "de bekendte deres synder."  (v. 6) Johs. var ellers fyldt med Helligånden helt fra moders liv, men han var også fyldt med syndserkendelse.


Kornakset står bøjet på marken, medens strået uden aks rager lige og "frimodigt" op i vejret.  Jeg spurgte en ung, troende ven fra Østen, hvilket bibelord, der talte særligt til ham.  Han nævnte da stedet, hvor Johs. Døberen taler om sin uværdighed i Jesu nærhed (Mt. 3:11). Da forstod jeg, jeg havde lært en mand at kende, der var som det bøjede kornaks.

14.6.19 -

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)