"Se til, at ingen bitter rod skyder op og gør fortæd..."  (Hebr. 12:15).

 Denne formaning i Hebr. 12:15 er meget relevant.   Hvis ordene er Paulus´, var fristelsen til bitterhed noget,  han selv havde rigelig grund til at kæmpe imod.

Fristelsen til bitterhed kommer særligt til dem,  der føler sig uretfærdigt behandlet, dvs. til os alle.  Jeg kendte en kvinde, der stod for rengøring i  i en frikirke.  Hun mødte på eet tidspunkt kritik og blev bitter.  Resten af sit liv kom hun ikke mere i den kirke, - i hendes og hendes mands kirke.


"Bliver du først bitter, er du færdig", sagde en god ven engang til min morfar, og han havde så evig ret.  Min morfar havde rigelig grund til at blive bitter pga. andres uret imod ham, ja selv fra sine nærmeste, men han overvandt bitterheden, og selv oplevede jeg ham kun som et levende, Kristi vidne, som det var en velsignelse at være sammen med.

Derfor tænker jeg helst på dem, der nok havde bitterheden tæt inde på livet uden den tog magten og voldte skade.  Og mange navne kan glædeligvis nævnes - , både fra det politiske, forretnings- og familjemæssige liv - og også, ironisk nok,  fra kristne sammenhænge.

Apostlen Paulus "vadede" i skuffelser med andre kristne lige til kort tid før sin martyrdød.  Men Kristus var så stærkt i fokus i hans hverdagsliv, herunder fængselsliv, at hans nidkærheds flamme ikke udslukkedes.

Hvordan overvindes bitterheden? Svar:  Ved personlig syndserkendelse.  På gr.teksten i Luk. 18:13 står der ordret:  "Gud, bliv forsonet med mig, synderen!" - ikke bare "en synder", men synderen.  Denne stilling, som er retfærdiggørelsens forudsætning, indfor Gud bevarer os mod bitterhed overfor andre.  Thi du og jeg ser os da selv så meget som synderen, at vort vidnesbyrd til andre sydere bli´r i denne ydmyge ånd.
Og den vil kunne mærkes på vore omgivelser.  -  13.6.19 - jn