- efter Isabellas valgnederlag -

Jeg har (lidt naivt?) prøvet at trøste unge Isabella med, at et politisk nederlag kan være en forklædt velsignelse.  Udtrykket er ikke mit, men Churchills kones, som sagde til sin lidt manio-depressive mand, da han helt uforståeligt efter krigen tabte parlamentsvalget til Clement Attlee fra Labour-partiet:  "Jamen, måske er det blot en forklædt velsignelse!"

Hun fik ret.  Churchill kom stærkt, ja, måske endnu stærkere tilbage, og hele verden spurgte efter ham.  Og sådan kan også vore nederlag i livet være forklædte velsignelser.  Som nu en ældre mand taler jeg af erfaring og til trøst for andre, og ej mindst til Isabella, som nu slikker sine sår.

Jeg er ikke hendes partis agent. Men som menneske kan jeg føle lidt for det lille stjerneskud.  Hun ligner med sit smukke, bølgende hår iøvrigt et af vore børnebørn i USA (Amelia, 13).   Det gør hende mere livsnær i TV-stuen.  Men KD´s idé om at holde politik og kristendom adskilt deler jeg ikke, dog herom har jeg i al lidenskabsløshed kommunikeret med Isabella.

Jeg har nemlig i livet mødt kristne politikere i ind- og udland med et selvoplevet Kristus-vidnesbyrd.  Blandt dem talte endog nidkære vækkelsesprædikanter som fx min afdøde ven i Belfast, Ian Paisley.  Han var en politisk buldrebasse, men samtidig et brændende vidne for Kristus. Men andre kunne gerne nævnes, hvis der var plads til det.

Nogle har følt sin politiske stilling som ligefrem et kald.  Det gjorde fx profeten Daniel som leder og rådgiver for kongen.  Han sagde i en profeti:  "De folk, som kender deres Gud, står fast og viser det i gerning!"  Dan. 11:32.  Ja, især i evangeliets gerning og enkle vidnebyrd.

Billy Grahams stærke appel på en konference i Amsterdam i 1972 ringer endnu i mine øren:  "Jeg siger til jer pastorer, søndagsskolelærere, kirketjenere,- uanset hvad I er:  "Gør en evangelists gerning!" 1. Tim. 4:5

6.6.19 - jn