Farisæerens selvretfærdighed el. selvgodhed stikker let sit "fromme" hoved frem i os alle.  Udtrykket "dem og os" er netop og i folkemunde brugt om en "frelst" elite, der er hævet over de mindre fromme og mere middelmådige på et lavere trin.

Mange af os må med en omskrivning af tolderens bøn i Luk. 18:13 bede:  "Gud, vær mig farisæer nådig!"

Apostlen bruger også udtrykket "dem og os", men evangelisk og opbyggeligt. Hvor betimelige er ikke  hans ord!  Kor.br.er jo ikke blot til den antikke Korinter-menighed, men til "alle, der alle vegne både hos dem og hos os påkalder vor Herres Jesu Kristi navn." (1. Kor. 1:2).

Her udtrykker "dem og os" Åndens samfund med alle Kristus-troende, uanset hvor i verden Hans navn elskes og påkaldes.  Da Korinterbrevet blev skrevet, var det på det tidspunkt ikke en ubetinget behagelig oplevelse at besøge den menighed pga. den åndelige tilstand, der rådede, hvad de efterfølgende kapitler afslører.  Og dog blev Herrens navn også dér påkaldt trods midlertidig (men ikke permanent!) verdslighed og "kødelighed".

Ånden i hans "dem og os" taler til de af os, som står i fare for farisæisk at tage de ord til falsk indtægt modsat apostlen, som så på genfødte troende, uanset deres tilstand, som værende under "den Guds nåde, som blev givet jer i Kristus Jesus".  (1. Kor. 1:4).  Han levede selv i den nåde.

Godt nok revser Paulus med apostolsk alvor menigheden for dens verdslighed og overåndelige opblæsthed, men det skete i bøn og med mange tårer i forventning om åndelig genoprettelse til hellig sorg og omvendelse, hvilket også skete i 2. Kor. 7:8-11.

Må vi få nåde til også på det punkt og i den rette Ånd at være apostlens efterfølgere.  Jeg hører selv til dem, der trænger det allermest.

12.5.19 - jn