Forside Artikler Tidens største problem og dets løsning
Tidens største problem og dets løsning Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 09. maj 2019 08:12



Som ung hørte jeg en yngre, fascinerende forkynder med sælger-baggrund, Børge Wellelus, som talte et dejligt, naturligt sprog, tit krydret med uskyldig humor.
 
En gang sagde han:  "Gud har i aften bedt mig tale om vor tids største problem og dets løsning!"  Under bøn blev denne store mundfuld "kogt ned" for ham til 2 ord, nemlig synd og Jesu blod.  Jeg husker ikke meget af den tale, for det er måske over 65 år siden, men hans understregning af de to nøgleord husker jeg.  De følger mig som befriende "ever greens".

For det er jo sandt: Alle problemer i verden kan "koges ned" til syndens grundproblem med hvad deraf følger og dets eneste befriende svar: forløsningen ved Jesu blod.

Meget ondt raser mod os, - i familjen, blandt kristne, i politik, i uærlig handel og vandel, i kirken, socialt, ved andres hårdhjertethed, endog udi teologisk stolthed, men mest i mit eget liv. Problemet er det lille ord synd og dets forløsning i Jesu blod. "I Ham har vi forløsning ved Hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er."  (Ef. 1:7).

Den, der kan aflægge et sådant klichéfrit vidnesbyrd uden  "from" overåndelighed, kender selv smerteligt til syndens syndighed i sig selv.  Det gjorde Paulus, men det gør kristenheden  ikke.  Der findes for megen luftig "halleluja-kristendom" uden bundærlig syndserkendelse.

Alt dette tænkte jeg på igen idag i lys af evangeliet og "vor Herres Jesu Kristi kors"  (Gal. 6:14), og netop i det lys undgår vi  at synke ned i "den brusende grav og det skidne synd!  (Sl. 40:2) og istedet takke for det blod, som har købt os til Gud ud af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag (Åb. 5:9).

O, lad os gøre meget ud af den sandhed!

9.5.19 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)