TV bragte tirsd. aften en dokumentar om samfundet "Kristi efterfølgere"  i Idaho, USA , som tror mere på Gud end medicin, og som har mistet mange børn, som ifg. dokumentaren kunne være reddet med medicin.

Jeg véd intet om det samfund, som dog synes oprigtig ved fravalget af medicin til gunst for troshelbredelse, men det accepterer dog, at helbredelse langt fra altid sker. Dødens indtræden sker hyppigt i stedet for.

Det satte nogle tanker i gang hos mig og sikkert også hos andre troende kristne.  Vi opdrages ellers  til at tro, at Gud bruger medicin i sin visdom. Selv de mest fanatiske "helbredelsesprædikanter" tyr hyppigt til lægehjælp, og mange af dem dør af en eller anden sygdom, fx typisk kræft.

Jeg må spørge mig selv.  Skal min Kristus-tro være kombineret med de dgl. piller, jeg ta´r  for mit hjerte - el, burde jeg  kaste mig ud på troens 70.000 favne vand uden medicin med risiko for at dø?

"Bare sig til,  du vil dø", sagde de en dag til mig på pacemaker-klinikken, "for så slukker vi for det hele!"  Måske var kun en  spøg, men ordene gjorde mig alvorlig nok, -  sandheden er dog, at jeg ikke dø ifg. Jesu ord:  "... den, som tror på mig, skal leve, om han end dør!" Joh. 11:25

Dermed er jeg ikke så skråsikker på noget mht medicin, kemoterapi (i tilfælde af kræft), min sophisticated pacemaker, m.m.  Men jeg tør sige:  "Hvis I en dag ser min dødsannonce, så vid dog, at jeg lever i bedste velgående, borte fra legemet, hjemme hos Herren (2. Kor. 5:8).

Mange accepterer, når jeg med S. Kierkegaard (hvis agent jeg dog ikke er) hævder den bibelske sandhed, som er absolut og ikke relativ, at vi er ikke blot en timelig skabning, men en "syntese af det timelige og det evige".

 Det lyder for mange sikkert smukt, åndfuldt og poetisk, men kun i Kristus og Hans sandhed alene frelses vi fra selvbedraget, løgnen og fortabelsens realitet på syndserkendelsens og -bekendelsens ydmygende præmisser.

Kun få vil høre herom, - næsten ingen -  men vidne herom må vi.  Vé os, om vi ikke gør det!  (1. Kor. 9:16)

1.5.19 - jn