Et af verdens smukkeste lande, Sri Lanka, har netop  oplevet foreløbig årets værste terror mod 3 katolske kirker og 3 luksushoteller i Colombo og omegn.  Det internationale samfund står heldigvis solidarisk med S.L. disse dage i en landesorg, som har ramt os alle.  Og sådan bør det være.

De nydanske, nu sørgende tamilere er jo som vore egne, hvoraf nogle er blevet trofaste venner, topmotiverede for integration og uddannelse, som har beriget vort land.  Jeg tror, jeg véd jeg, hvad jeg taler om.

Gårsdagens ugerning med 207 døde og flere hundrede sårede har naturligvis rystet os, men samtidig mindedes jeg for nogle år siden en endnu større sorg,  da jeg så en BBC´s dokumentar om den buddistiske regerings systematiske blodbad mod det tamilske mindretal efter 26 års borgerkrig 1983-2009. Det var den mest modbydelige dokumentar, jeg kan mindes at have set.  Dengang så den frie verden passivt til.

 Undskyldningen var, at man ikke vidste, hvad der foregik.  Det er måske delvis rigtigt, men er ikke hele sandheden.  Den nat, jeg så den bloddryppende film, skete der noget i mit forhold til tamilerne.  Oplevelsen kan bedst sammenlignes med det indtryk, der pinte min barnesjæl  efter krigen, da min far tog mig som 9-årig med i en biograf, der viste film om den nazistiske. udryddelse af det jødiske folk.

Så vidt jeg véd, er der idag i regeringsapparatet i Sri Lanka prominente ledere, som dengang tog aktivt del i blodbadet på tamilerne uden senere at blive stillet til ansvar.  Sådan er ofte politik.

Nordkoreas diktator Kim Jung-un stilles heller ikke til ansvar for hans fangelejre, hvor ca. 50.000 forfulgte kristne pines og plages.  Tværtimod hører vi Trump rose ham til skyerne og kalde ham "a good guy".

Ja, sådan er politik også, hvor meget ondt fejes ind under det ene gulvtæppe efter det andet.  Men ikke hos Gud, "thi endeligt og afsluttende vil Herren gøre regnskabet op på jorden."  (Rom. 9:28)

Dette alvor må altid tages med, når evangeliets ultimatum forkyndes.

22/4.19 - jn