Jeg kom pludselig idag til en studiekreds omkring Søren Kierkegaaard i et dameselskab med mig selv som eneste herre.  Interessen  gik tydeligvis på, hvad S.K. kunne "bruges" til i vort syndige liv.  Åh jo,  han kan bruges til alt muligt.  Noget med at blive klogere, være sig selv, vælge sig selv, være på vej til noget, osv.  M.a.o.:  Snak, snak, snak, - gab, gab, gab!

Ret beset er S.K. selv skyld i maltrakteringen af ham selv og hans sag.  Hans store tankerigdom duperer os, derfor alle de S.K.-selskaber og studiekredse.  S.K. nedlægger let filosofferne efter tur, nedgør H.C. Andersen og Grundtvig og dyrker sygeligt fortsat den pige, han brød med.

Så her er underholdning og lidt humor for dog reelt fortvivlede sjæle.

I et sådant tilsyneladende lystigt selskab, hvor nogle tror, men andre gør det ikke, kan S.K. bruges som terapi mod kedsomheden og indre tomhed.

Jeg mindede om S.K´s grundtese, at vi er en syntese af tid og evighed, og la´r vi hånt om evigheden og den evige Gud påfører vi os selv, forborgen i den ydre lystighed, fortvivlelse og angst, -  præcis hvad Biblen siger. Svaret på vor synd og  elendighed er Kristus som vejen, sandheden og livet som absolut, ikke relativ sandhed.  Ak, damerne tror, den er relativ.

"Alt det kommer vi til", sagde studielederen til mig.  Det ville oprigtigt glæde mig, men en sådan erkendelse kan ingen studie-snakke sig til.  Men det tror damerne fejlagtigt.  Nej, den sker i enrum ind for evigheden, ind for Gud, og ikke selskabeligt, snakkesaligt, uforpligtende og sorgløst.

 Jeg skræller derfor bort forfængeligheden hos S.K., for bordet fanger også for ham, dvs. evighedens fordring på "hiin Enkelte"  i dette liv i mødet med den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus med denne ydmyge indgangsbøn:  "Gud, vær mig synder nådig!" Luk. 18:13

25.3.19 - jn