|
Brudens længsel efter sin brudgom og Hans samfund i Salomons Højsang er blevet udlagt som en genfødt sjæls længsel efter Herren og samfundet med Ham, vor "første kærlighed" (Åb. 2:4).
Sådan er det, selvom "kærligheden skal blive kold hos de fleste". Det nyfrelste menneske vil uvægerligt føle sig draget til andre, som har smagt den samme kærlighed. En sådan åndelig livsforbindelse med andre "brudesjæle" kalder vi i trosbekendelsen for "de helliges samfund".
Jeg spurgte engang en troende præst, om han kunne forklare mig forskellen på "den hellige, almindelige kirke" og "de helliges samfund". Han svarede mig: "Der er ingen forskel. Der er tale om en såkaldt apposition." Det ord kendte jeg tilfældigvis - det betyder "navnetillæg", dvs. 2 udtryk siger nøjagtigt det samme. I dette tilfælde: "De helliges samfund" og "den hellige, almindelige kirke" betyder ganske det samme.
Dér hvor "de helliges samfund" findes med Højsangens inderlighed og varme, dér findes også "den hellige, almindelige kirke". Den kan du endog finde på pigernes sovesal, sagde en missionsleder, der underviste os i min ungdom på en missionsskole i USA. Han satte tingene lidt på spidsen, men havde dog ret.
Men hvor Åndens samfund ikke findes, findes heller ikke nogen kirke. Tænk på det. Det vrimler jo med kirker og kirkegængere, men det vrimler ikke med "de helliges samfund" fyldt med Ånden fra Højsangens bog.
Jeg må ind imellem spørge mig selv: Er jeg ved at blive vanvittig, når jeg må sige som bruden: "Jeg søgte Ham, men fandt Ham ikke!" Jeg fandt Ham ikke i det kirkelige maskineri, i bekendende kristnes sociale samvær, i forkyndelsens åndsforladthed, i de bibelløse forsamlinger, i de larmende instrumenter og platformens lystige trommehvirvel. Jeg fandt Ham ikke dér, kun tomhed. Endeløs tomhed, som prædikeren bog siger.
Men jeg fandt Ham alene med min åbne Bibel. "Fortroligt samfund har Herren med dem, der frygter Ham, og Han kundgør dem sin pagt!" (Sl. 25:14). Og det oplever vi med alle Kristus-troende, der frygter Ham.
11.2.19 - jn
|
