En misforståelse ang. statslig kristenforfølgelse har indsneget sig hos os. Men vi har ikke (endnu!) kristenforfølgelser, og vi burde skamme os at bruge det ord, når vi tænker på virkeligt forfulgte kristne andre steder i verden, hvilket sker  "indtil blodet" (Hebr. 12:4).

Heller ikke TV forfølger os.  "De stille i landet" (Sl. 35:20), som gudfrygtigt og med deres Bibel lever Kristus-livet og åbent bekender Hans navn, er ikke godt nok TV-stof til en dramatisk TV-happening.

TV samler i sagens natur på  "historier", fx om religiøst galskab, som vi 3 onsdage har været vidne til. Den slags er typisk TV-egnet. Men det har ikke noget med kristenforfølgelser at gøre.  Det er blot sensations- programmer på linje med så mange andre religiøse (og ikke nødvendigvis kristne) programmer.  De er kritiske, overdriver måske, men sådan er TV.

Uroen blandt nogle opskræmte kristne er bl.a. sket i forb. m. den modbydelige lov om homo- vielser, som vor "kristne" dronning ikke havde dronningemod nok til at nægte sin underskrift.  Her går staten efter bl.a. registrerede frikirker med vielsesmyndighed, som efter planen ved underskrift skal godtage den gudsbespottelige ulykkeslov (Es. 10:1).

Men os "uregistrerede" Guds børn forfølges ikke.  Det havde jeg en indgående samtale med Kirkeministeriet om, hvor jeg spurgte ind til uorganiserede, vidnende kristne.   "Det blander vi os ikke i", lød svaret.

Dér står vi idag.  Dér står Nordkorea, Saudi-Arabien, Kina og adskillige andre lande ikke.  Men vi i Vesten går ikke fri.  Dog endnu, kære trosfæller, kan vi møde mennesker, hvor de findes, med evangeliet og opdage, at der er ikke, som i Saudi-Arabien, noget brutalt, religiøst politi i hælene på os.  Værdsætter vi denne frihed mon?

17.1.19 - jn