"Ven viser kærlighed når som helst!"  (Ord. 17:17)

Igår kørte jeg med toget ind til en ven i Hellerup. Vi har kendt hinanden i over 60 år, måske nærmere 65 år.  Vi er så forskellige som 2 mennesker kan være, og dog er vort venskab hævet langt over forskellighederne.

Han er økonomisk priviligeret og en udpræget igangsættertype - generalisten, som han kalder sig selv, medens han kalder mig "specialisten".  Han har projekter igang i både Afrika og det fjerne Østen og både åndeligt og materielt efterlevet fx Hebr. 6:10, dvs. som gavmild og praktisk hjælpsom plus at han er herlig uortodoks og fri for snobberi.

En lunch med ham smager pga. dette venskab særligt godt, da "arbejdsfrokosten" er rig på lødige tankeudvekslinger.  Den slags samvær er vort i-phone og i-pad-klonede samfund fattig på.  Igår gik det alvorligt og skræmmende op for mig, hvor "klonet" de rejsende var, hvor næsten alle sad i deres egen isolerede digital verden.  Før i tiden var der næsten altid en naturlig samtale-mulighed, men ikke mere nu.

Dette være sagt uden animositet overfor mine medrejsende.  Tværtimod mærkede jeg en sympati for dem, ej mindst når de viste medfølelse ved min ind- og udstigning.  Turen igår var en understregning af, hvor meget jeg kan overvurdere mig selv.  Min snart 85-årige ven sprang til som en ungdom, da han så, hvordan jeg som hjertepatient var ved at vakle på gulvet.  Min pacemaker-klinik registrerer alle forstyrrelser, hvad jeg nok får at vide, når jeg 13/12 skal ringe ind og høre, om jeg atter må køre bil.

Vi talte en del om hele den åndelige situation, som vi stort set ser ens på.  Han har dog en større international horisont end jeg og vurderer tingene som den leder og det naturtalent, han er.  M.a.o.:  Generalisten og "specialisten" havde "fellowship".  Men hvad er "fellowship"?  En dansk missionsmand gav svaret:  "Det er "two fellows in one ship!"

30.10.18 - jn