En kvinde,  i  50´erne, Maria, og hendes "føl", Thit (19 år), fra Jehovas Vidner ringede på.  "Vi vil gerne læse et ord fra Bibelen for dig", var "åbningen".  Jeg bød dem ind.  "Jeg glæder mig til at høre et godt ord", sagde jeg og bad dem tage plads ved køkken- spisebordet.

Jeg lyttede til 2 gode ord fra 1. Pet. 3:12 og Mt. 5:3, som jeg af hjertet kunne bifalde.  Jeg fortalte dem, hvordan Bibelen og Jesus Kristus var kommet ind i mit liv som ganske ung, - en sandfærdig historie om, hvordan den gode Hyrde opsøgte og fandt mig som det fortabte får.

Af en el. anden grund fik jeg særlig god kontakt med den 19-årige.  "Du minder mig om min far", betroede hun mig.  Hun så min Bibel og andre bøger og noget kladdepapir på bordet og så op på en vægreol bag mig. "Jeg ser, du har også skrevet en bog?"  Det blev til, at jeg forærede hende "Morfar som jeg husker ham" og skrev en lille dedikation til hende indeni.

Jeg undskyldte overfor den anden kvinde, at jeg "favoriserede" Thit.  Men det var okay.  På vejen ud tog Thit mig til side:  "Jeg kunne have lyttet til dig i timevis, men tror du, jeg kunne få lov at komme tilbage?"  Det var hun selvsagt meget velkommen til.  "Må jeg gerne tage min far med?" -  "Ja, det ville glæde mig overordentligt.  Hils ham fra mig!"  Denne lille "maneuvre" var godt nok udenfor programmet, men meget  opmuntrende.

Jeg er ikke J.V.-ekspert, men jeg har med tiden fået lov til at vidne for dem igen og igen.  De har altid lyttet stille til mit personlige vidnesbyrd.  Det gør de, tror jeg, af 2 grunde.  For det første er de ikke vant til at blive inviteret indenfor.  Og for det andet er der altid noget afvæbnende og overraskende ved det personlige vidnesbyrd i Kristi Ånd.

Lad dette være en opmuntring for dig som et Herrens vidne.  Gør som  Lina Sandell synger i en af hendes dejlige sange:  "Sig dem blot, hvad du har fundet, tal blot om, hvad selv du så..."  Altså:  Vidne, ikke prædike!

5.10.18 - jn