Nærkontakt med børn bereder mig stor fryd , og jeg tænker ofte på den pastor i USA, hvis højtravende teologi-sprog menigheden ikke forstod, men så sadlede han om og begyndte at henvende sig til børnene, og pludselig forstod menigheden, hvad han sagde.

Igår valgte jeg at begynde vort bibelfællesskab med at spørge:  "Er der nogen, der har oplevet noget særligt med Jesus i ugen, der gik?"  Mikael (10) svarede:  "Ja, jeg var til tandlægen, som skulle ordne en tand, der var gået betændelse i, og pga. betændelsen ville han ikke bedøve mig, men så bad jeg til Jesus, og så gik det godt!"

Hans lillebror, Benjamin (7), sagde:  "Jesus har også hjulpet mig med mine lektier.  Min storebror hjalp mig altså, men jeg tænkte først på Jesus!"

Jeg følte i mit hjerte, at det var den rigtige måde at begynde vort "opbyggelige" samvær på, og nu læste vi sammen den spændende beretning om Jesu indtog både i Jerusalem og i helligdommen, hvor Han både rensede ud og gjorde vel imod de syge til stor fryd og jubel for børnene og til irritation for de "fromme" skriftkloge.

Det var børnenes glæde og begejstring i templet, der var eftermiddagens oplivende pointe, og vi talte om, hvorfor vi bør være begejstret for Jesus uanset voksnes sure miner.  Børnene og deres forældre fulgte os bagefter ud til bilen på parkeringspladen.  Før vi sagde endelig farvel, spurgte jeg dem for at få slået eftermiddagens pointe ekstra fast: "Var børnene i templet glade eller sure?"  -  "De var glade", var det enstemmige svar.

Hvilket privilegium at sidde til Bibel-samtale i et sådant selskab! Benjamin rækker flittigt hånden i vejret for at afbryde mig med spørgsmål eller kommentarer.  "Kan du ikke vente, til jeg er færdig?" spurgte jeg.  "Nej, for så kan jeg ikke huske det!"  Og selvfølgelig får han lov at slippe til.

Men sådan er jeg overbevist om, at børnevennen Jesus havde mange glade stunder med børnene, både inde og ude, og det fortsætter Han med idag gennem os, der er sat til at vogte Hans lam.

17.9.18 - jn