Om åndelig ensomhed.  Man kan være i berøring med mange  og stadig være ensom.  Billy Graham var omgivet af mange mennesker, men udtalte dog på en konference for ledere i Amsterdam i 1972:  "Hvis du vil være en Kristi discipel, må du indstille dig på et meget ensomt liv!"  Han henviste til Jesu jordeliv og Golgatas ensomhed. -  En kvinde sagde engang til min ven, Rolf Svindland, Flekkefjord: "Jeg tror, du er en meget ensom mand!" Og det følte han selv, han var.  "Jeg føler mig beslægtet med Jeremias", sagde han og dog var han ikke nogen afsondret isolationist.  Herren brugte ham til mange sjæles frelse. Ingen af de mange Guds mænd i Norge, som jeg lærte at kende, fik så stor en indflydelse på mit liv som netop han.  Det var især hans forhold til Guds ord, der inspirerede mig. En ensomhed med Jesus og Guds ord er rigere end alverdens sorgløse selskaber (Smlgn. Jer. 15:15-16)
 
Mel.:  Min Jesus lad mit hjerte få...

Jeg tørstig søger, Herre, dig,
o tak at det går an,
jeg anden Kilde kender ej
i dette ørkenland!

Du tie kan i kærlighed,  (Zef. 3:17)
men har dit barn ej glemt,
ny nåde ja, jeg nok det véd,
er hos og i dig gemt!

Jeg bie vil i tålmod da,
om ej slet intet sker,
for om et ensomt Golgata
du lære vil mig her!

Dit lidelsernes fællesskab  (Fil. 3:10)
vor tro erfare må,
hvor regnes må som skarn og tab,
hvad selvet bygger på!

Ak, hvedekornet afdø må,
det er disciplens kår  (Joh. 12:24-25)
for derigennem at opstå
til Åndens fyldes vår!

Da flyder over bæg´rets rand,  (Sl. 23:5)
men kun det herligt sker,
med Kristus trods al ørkenland
hvor jeg ej tørster mer!

18.8.18 - jn