Bemærk at aposten siger ikke:  "Det er blevet mig fortalt!" Han opgav sin eksakte kilde.  Korinterne behøvede derfor ikke at spørge:  "Hvor véd du alt det fra?"

Kristne med en dårligere moral vil typisk vil sige:  "Vi nævner ingen navne!"  Dermed mener de, at de har handlet rigtigt og kristeligt.

En journalist, der kolporterer et rygte om fx en kendt person uden at opgive sin kilde, vil næppe få sin redaktør til at bringe historien.

En virksomhedsleder, som hører "noget" om en medarbejder, vil forlange at vide om rygtets ophavsmand og tale med den stakkels medarbejder, der er blevet "grillet" og oplyse ham, hvem der står bag for at ikke hans medarbejder bagefter skal lure på, hvem der har sat historien i omløb.

Kristnes moral bør være lige så høj, ja, højere, fordi de på selve evangeliets præmisser bør kunne gå kærligt og direkte til den implicerede bror el. søster for "at hjælpe et sådant menneske til rette" (Gal. 6:1), hvis der i det hele taget er noget, der skal rettes på. (Det er der tit slet ikke!)

En sådan næstekærlig tjeneste kaldte vi  på min skole i USA for "personal ministry ".  Princippet var godt og bibelsk, men kunne misbruges i en forkert ånd.  En kristen missionsleder skrev til mig:  "Personal ministry er  at sætte sig ned med din bror el. søster og "minister" (dvs. pege på) Kristus i alle Hans vidunderlige relationer og vor herlige stilling i Ham."

Hans Kristus-forherligende ord følger mig stadig som ældre!

Som ung prøvede jeg engang i USA at belære en troende ven omkring et lærespørgsmål.  Pludselig sagde han:  "Hvor er Kristus?"  De ord ramte mig.  Jeg havde været så optaget af at få det læremæssige på plads, at Kristus blev borte.  Pris ske Gud for en sådan bror, der selv udstrålede Jesus Kristus.  Han gik som ung hjem til Herren, men han blev mig et ex til efterfølgelse og taler endnu til mig efter sin død.

28.7.18 - jn