Ordene blev sagt om den sympatiske, 65-årige Biskop Michael Curry, overhovedet for den episkopale kirke i USA, og lignende ord i den dur blev efter prins Harry´s og Mehagan´s bryllupsceremoni i Windsor med slet skjult begejstring udtalt af diverse danske journalister, som havde frygtet endnu en kedelig prædiken indenfor stive angelsaksiske rammer.  Michael Curry stjal simpelthen hele billedet på det store iscenesatte show.

So far so good.  På grund af hans frigjorte, karismatiske stil, som tydeligt gik "rent ind", bl.a. hos bruden og hendes mor, lyttede jeg senere til ham 2 gange på "nettet" og iagttog så godt jeg kunne tilhørerne.  Hvis jeg aflæste "kropssproget" korrekt hos dronningen smagte dette brud på etiketten hende ikke, men jeg kan selvfølgelig (og forhåbentlig) tage fejl.

Biskop Curry´s levende stil uden at være slavisk bundet til noget manus fascinerede mig, sådan som det altid gør, når en taler bruger talerstolen som taler- og ikke monoton  oplæsningspult, hvad mange præster jo gør.

Jeg var dog mest interesseret i, var om jeg kunne spore noget vækkende, evangelisk budskab hos biskoppen.  Jo,  Jesus blev da nævnt, men ikke forkyndt som eneste vej til frelse for de mange festklædte, men ufrelste fremmødte.  Men han "fængede" som sagt all right.

Ak, fængende karisma er dog ikke nok.  Det havde Paulus forlængst indset ud fra hans vidnesbyrd i 1. Kor. 2:1-5.  Jeg er helt på linje med en norsk forkynderven, der også var "karismatisk", men samtidig med brændende nød for sjæles frelse.  Han sagde på et bedemøde efter at have læst nævnte tekst:  "En sådan prædikant vil jeg gerne være!"

Ham kunne jeg ikke lade være at tænke på efter biskoppens begejstrede og fængende causeri.  "Nød for sjælene" er et kristent adelsmærke og er en del af den "platform", vi ta´r med os overalt, hvadenten det er i en katedral el. på tomandshånd ved et kaffebord på et indkøbscenter.

20.5.18 - jn