I aften er det "comme il faut" at tænde levende lys til minde om befrielsen d. 4. maj 1945.  2. verdenskrig er stadig godt stof i medierne,  også for mig, der var 8 år, da "freden" kom, men ellers er den generation, som oplevede besættelsen idag nærmest ikke-eksisterende.

De unge forholder sig vel ligeså ligegyldigt til 2. verdenskrig som vi andre gør til krigen i 1864.  De fleste lever i nu´et og bliver let historieløse.

Men jeg hører altså til den rest, som reflekterer over både min barndom for over 70 år siden og  mange selvoplevede indtryk, tyske venner gav mig under min soldatertid dernede i 1957 -  12 år efter krigens ophør.

Som voksen fortryder jeg, at jeg ikke fik talt mere med min far om  besættelsen, som han vidste mere om end de fleste.  Men jeg fik til gengæld meget at vide under min soldatertid i Nordtyskland.

En nær, gammel ven i Kellinghusen, en dygtig igangsætter inden for møbelindustrien, fortalte mig, at han i Hitler-tideng blev udkommanderet som værkstedsleder i et produktionsanlæg nær Hamburg.  Han og hans kone gjorde, hvad de kunne for at hjælpe jøderne i deres nærområde.

En overordnede spurgte ham om hans mening om krigen.  På sin officersære lovede han ham ytringsfrihed.  Han sagde:  "Et nation, som forfølger et folk,  Gud kalder "min øjesten" ( Zak. 1:12), går det ilde!"

Officeren blev rasende og sagde:  "Havde det ikke været for min officersære, var du blevet skudt på stedet!"

Jo, vi tænder lys i aften, men da tænker jeg ikke så meget på de tøjlesløse, overmodige "befrielsesdage" for 73 år siden, men på det "verdens Lys" (Joh. 8:12), som ingen krig kan slukke, og som vi minder børnene om ved at give dem hvert et lille stearinlys i hånden  og synge med dem:  "Dette lille lys er mit, der skal skinne klart..."

Min far gjorde iøvrigt, hvad der under krigen var en "dødssynd".  Han talte m. tyske officerer i en park i nærheden.  Som Kristus-troende ville have gjort præcis det samme.  Hvad skulle jeg ellers bruge sproget til?

4.5.18 - jn